Luftkastellet der blev sprængt

Jeg er BLÆST omkuld. Jeg elskede den bog.. fra første side - til jeg havde vendt den sidste. Og det var nærmest med tårer i øjnene, at jeg accepterede, at Lisbeth Salander nu skal have lov at leve sit liv.. uden at jeg skal stikke næsen dybere ned i det.

Jeg har allerede besluttet mig for at tage bøgerne een gang til. Der er ganske enkelt så mange tråde i historierne - som jeg gerne een gang til, vil sikre mig virkelig hænger så godt sammen, som det er tilfældet. Som virkelig fungerer så godt, som de reelt gør. Jeg tror anden læsning af alle tre bøger vil give mig endnu mere. Jeg tror alene, at jeg vil blive mere forelsket .. og endnu mere hjerteknust, når den er slut.

Jeg er dybt fascineret af den måde, Stieg Larsson har fået alle de personer ind i historien. Omkring 50-60 mennesker, stifter man bekendtskab med. På Säbo alene er der nogen, der er "de onde" og nogen der er "de dumme" og igen nogen, der er "de gode". Selvom det er et hav af navne - med et hav af forskellige historier i sig - så farer man aldrig vild. På en eller anden måde evnede Stieg Larsson at male personerne, så man aldrig var i tvivl om, hvem der var hvem.. og hvem, der gjorde hvad.

Og trådene.. Det er jo for vildt. Der er så mange tråde - frem og tilbage. Jeg følte det lidt som, når man gik på jagt i min farmors gamle broderipose.. hvori hun havde alle slags farver broderigarn.. De var bare viklet ind i hinanden. Tråde, der går tilbage til den første bog - tråde der går tilbage til den anden bog. .Og tråde, der bare startes op i denne.. Alligevel ender de med at passe sammen som det smukkeste broderi. Den mand har VIRKELIG haft et godt overblik, da han skrev denne historie.

"Det var en Lisbeth Salander slutning". Det bliver en frase, jeg kommer til at bruge fremover. Det er den der slutning, hvor den lille, spinkle pige, der er dømt til at være taberen i de stores kamp. Hvor hun er trukket op i et hjørne, der ser ud til at være umuligt at komme ud af.. alligevel formår hun - ved hjælp af sit interlekt - og sin uovertrufne livsvilje, at narrer modstanden - og så hun står tilbage som vinderen.

Kapitel 27 er de sider, jeg har læst med størst fornøjelse nogensinde. Gud hvor jeg hadede den psykiater. Hvor jeg dog hadede det faktum, at han ville være svær -om ikke umulig at vælte.. Og kapitel 27 var ganske enkelt - sætning for sætning - den største forløsning - den mest inteligente forløsning, jeg nogensinde har læst overfor et "røvhul." Til dem, der ikke måtte kende kapitel 27, kan jeg fortælle, at det er det kapitel - hvor Annika - advokaten for Lisbeth Salander (den voksne Pippi.. hendes voksne fornuftige forsigtige veninde??) steger Teleborian over en sagte og svagt stigende ild. Det er så smuk, så smuk.. Aldrig er en skurk blevet så smukt korsfæstet.

Luftkastellet der blev sprængt skal have alle de stjerner, det er muligt at give - og så en halv mere.. for den er fantastisk.

Jeg FIK den

Jeg er nu den lykkelige ejer af "Luftkastellet der blev spængt". Og jeg kan dårligt vente med at komme igang med at bladre i den. Jeg har savnet Lisbeth Salander - så jeg indimellem er overbevist om, at jeg er ved at blive skør.. Hun ER fiktion..

Men nu har jeg den - og hvornår jeg så har læst den færdig - må tiden vise. Jeg ville helt "tage den i små bidder" Nyde den, som den fineste belgiske chokolade. Værdsætte hver eneste side - og være mig bevidst hvad gang jeg vender en side. Men jeg tror, jeg bliver grådig, hvis jeg kender mig selv ret. Jeg kan SLET ikke vente!

Stieg Larsson

.. Uha .. jeg kan NÆSTEN ikke komme derned hurtigt nok. Når jeg henter frokost om 45 minutter, skal jeg forbi boghandlen og se, om jeg kan få et eksemplar - eller om der er kø helt ned til stationen.

Jeg HÅBER sådan, at jeg kan få lov at sidde og læse den på vejen hjem idag.

Det skal mærkes at vi lever

Jeg er igang med at læse "Det skal mærkes at vi lever" - som er en samtale mellem Benny Andersen og Johannes Møllehave, skrevet af Karen Thisted.

Jeg kan kun læse to sider af gangen - for der skal tygges igennem. Store teser kastes op i luften - og skal de gribes, må jeg mærke efter indeni undervejs.

Had er Kærlighedens redningskrans - er een af påstandene.

Jeg ved godt, at det modsatte af Kærlighed, ikke er had - med ligegyldighed. Men at definerer had som værende kærlighedens redningskrans .. Det er jo rigtigt! Den tanke gad jeg godt have haft :-)

Mias hemmelighed

Mias hemmelighed er Maria Erichssons 3. bog. De første to skrev hun dog sammen med Liza Marklund. De tog første fik en fantastisk modtagelse, da de med al ønskelig tydelighed viste, hvor grelt det står til, at være kvinde, hvis mand - eller eksmand er voldelig. Det er ikke meget samfundet kan tilbyde af hjælp.

De to første bøger var Forelsket sig til et mareridt - og Asyl. Begge bøger slugte jeg. Allerede inden at tage fat på Mias hemmelighed, havde jeg en fornemmelse af, at dette nok "bare var et spørgsmål om at malke koen HELT i bund" .. og jeg fik sørgeligvis forholdsvis ret.

Bogen - Mias hemmelighed, er ikke helt så godt skrevet, som de forgående to. Det er måske fordi Liza Marklund ikke længere er indenover. Dog er den stadig forholdsvis velskrevet.

Bogen fortæller, hvad der skete, da de endelig havde fået Asyl i USA. Mia, Anders og de to børn kan ENDELIG få lov at være forholdsvis frie. Grundet bogsalget for "Forelsket til et mareridt", er Mia i stand til at bygge et liv op. Hun opdager dog hurtigt, at ægteskabet med Anders er ved at være overstået - og hun flytter fra ham, trods børnenes protester. Anders reagerer også meget uhensigtsmæssigt.

Det boget først og fremmest giver, er en følelse af, at trods de er i sikkerhed, så vil sikkerheden aldrig nå helt ind i hjertet, når man først har været udsat for så meget vold og misbrug, som Mia har. Løgnene forfølger hende - og hun føler bestemt ikke, at sandheden kan sætte hende fri - tværdimod.

Det kommer også frem at Mia efterlod et barn i Sverige. Inden de flygtede første gang, aflevede hun drengen hos sin mor og far, som lovede at passe ham "14 dage - mens vi er på ferie". Drengen har efterfølgende boet hos sin far - som har givet ham en god opdragelse. Drengen har selv forsøgt at finde Mia - men har mødt en mur af tavshed omkring hvor hun kunne være. Dette naturligvis grundet alle de anstrengelser Mia selv har lavet, for at sikre, at hendes eksmand ikke finder dem.

Bogen er lidt "lala". Der er en følelse af, at Mia .. Maria Eriksson har brug for penge for at opretholde sin fornemmelse af frihed.. af uafhængighed.. og at det er årsagen til at hun skriver bogen. Hun skriver sågar tilsidst, at hun vil udgive endnu en bog, hvor hun fortæller om de kvinder, hun mødte på sin vej. Den del af bogen, bryder jeg mig meget lidt om.. fordi det bekræfter mig i fornemmelse af, at det ikke var fordi der var en historie at fortælle - men en masse læsere - der bare gerne ville betale for at høre, hvordan det var gået hende efterfølgende.

Jeg tror jeg springer næste bog over. Men alt i alt var det da lidt sjovt at høre, hvordan det gik, efter de havde fået asyl i USA.

Under en strålende sol

Det var een af de bøger, der overtog mit sind og mit hjerte. En af den slags bøger, hvor man flytter til fremmede kontinenter og pludselig alligevel forstår den kultur man er blevet placeret i.

Under en strålende sol af Khaled Hosseini er ikke bare en læseværdig bog. Det er en bog alle BURDE læse. For det giver en indsigt i, hvad kvinder rundt om i verden må leve med.

I bogen følger vi Mariam - der er kokkepigens datter. Kokkepigen - og ham den rige mand, der allerede har 3 koner. For at redde ære og ansigt, placeres Nana - Mariams mor - og Mariam i en kolbe - en lille hytte lavet af ler langt væk fra alt og alle. Og her vokser Mariam op uden rigtig skolegang - og langt væk fra alle. Hendes mor er en bitter, bitter kone - og Mariam lever for de torsdage, hvor faren kommer op besøg en time eller to. Hendes far ser hun op til - og hun forstå slet ikke, at hun er hans uønskede og uægte barn, for alt andet lige, så er faren kærlighed til hende overvældende.

Hun bliver dog klogere, da hun som 15 årig beslutter sig for at opsøge sin far. Hun bliver standset ved porten og får ikke lov at komme ind. Hun får lov at sidde en hel nat foran porten mens hun venter på den far, hvis kærlighed, hun ikke betvivlede. Men til sin forfærdelses er det netop denne far, der sender hende tilbage til Kolben, end uden at tale med hende.

Chaufføren vender alligevel karaten, da de først er kommet frem til Kolben, for mens Mariam har ventet på sin far, har Nana - hendes mor - opgivet livet. Hendes eneste livsholdepunkt - Mariam - har valgt hende fra - og derfor ønsker hun ikke længere at leve. Og Mariam bliver nu fragtet hen til den far, der slet ikke ønskede hende.

Men faderens tre hustruer har deres holdning til, hvad der skal se med Mariam - og Mariam bliver derfor bortgiftet så hurtigt det lader sig gøre. Til en skomager, der bor i Kabul - langt, langt væk.

Og dermed er Mariams barndom slut. Hun er nu gift med en mand, der er 20-30 år ældre end hende selv.  

I Kabul bor en anden - og langt mere heldig pige - Laila. Hendes far er professor - og underviste på uni - men det må han ikke mere grundet krigsherrerne. Han elsker sin datter højt. Laila lider dog under, at hendes mor begræder sine to sønner, der er draget i krig for Afganistan. De fleste dage ligger moren bare i sin seng -- og dette bliver kun endnu værrer, da der kommer bud om, at begge drenge er omkommet i krigen. Moren lever nu hele sit liv for de to børn, hun ikke har længere - mens det barn, hun endnu har, bestemt ikke føler sig elsket.

Men Laila har også andet at være lykkelig for. Hun har sin Tariq. EN dreng - to år ældre end hende selv, som hun leger med hele sin barndom - og som hun udvikler meget store og voldsomme følelser for.

Men efterhånden som Kabul falder i krigen, flygter flere og flere mennesker. Og mens Tariq og hans forældre flygter, bliver Laila tilbage med sin mor og far, fordi hendes mor under ingen omstændigheder vil forlade den jord, hendes sønner faldt på - og kæmpede for.

Her efter tager historien fart.

Først og fremmest handler bogen om den kultur - og det kvindesyn, man har og havde i Afganistan.. Og det er ikke bare "ikke så godt, som det danske" Det er direkte skærmmende. En mand kunne slå sin hustru ihjel uden nogensinde at blive klandret for det. Kvinder kunne ikke forlade huset, uden at have en mandlig oppasser og familiemedlem med. Når unge kvinder flygtede for ikke at blive gift med en mand, der var 40 år ældre end dem selv, så blev de fængslet i 5 år for deres forbrydelse.. Og den ungersvend for hvem de ville starte livet sammen med, bliver pure frikendt, fordi kvinden har udøvet "heksekraft" på ham.

Under Talibanstyret bliver alle hospitalet lavet om til "mandehospitaler". Kvinder er en parasit i samfundet. Og til dem findes der et usselt hospitalet aller længst væk. Hospitalet har ingen medicin, og de pårørende - hvis de er kvinder - har ikke mulighed for at hente medicin, fordi de netop er kvinder - og derfor ikke må være på vejene uden mandling opsyn.

Jeg er imod burkaer - og har hele tiden været det. Jeg kan godt forstå, at nogen kvinder føler burkaen som noget rart, trygt og noget, de kan gemme sig i - men realiteten er, at burkaer er noget mænd har skabt. Noget mænd kræver af deres koner, for at få dem nedgjort til ting, de medtager sig på transporten. Under en strålende sol viste mig til fulde, at der er en grund til, at jeg er imod burkaer.. Det er nemlig ikke klædestykket - men ideologien bag, der er helt helt galt.

Een ting er, at man lærer en masse om kulturen - og forstå lidt mere af, hvordan det måtte være at leve under taliban .. men bogen er også velsmurt m.h.t. indholdet. Bogens slutning er utrolig velskrevet og runder alt af på en fantastisk måde. Gud hvor jeg VRÆLEDE..

Prædikanten

Det er altid synd at blive læst, når læseren fortsat har sin absolutte favoritforfatter helt inde under huden. Det er i særdeleshed synd for Camilla Läckberg - for jeg kan egentligt godt lide hende.

Prædikanten er en hæsblæsende krimi - som efterfølgender "Isprinsessen". Det er de samme mennesker vi følger. Denne gang er Erika dog gravid -og det er Patrik, der står for opklaringen af mysteriet.

Og det er lidt utroligt, at en lille miniputby, som man på anslå at Fjällbacka er. Denne gang er der tale om ikke mindre en fire af slagsene.

Camille Läckberg forstår at bygge en stemning op. Og hun forstår, at snyde os for klimaks, lige når man ellers tror, man skal have forklaringen på de spørgsmål, der roder rundt i hovedet. Faktisk forstår hun at gøre det så meget, at jeg bliver irriteret over hvor forudsigelige hver side er. Vi får lige 2 cm - vi får svar på et spørgsmål, men Camilla sørger for, at der opstår to nye, inden vi har læst afsnittet færdigt.

Men grundideen til forbrydelsen - og ikke mindst hvordan den opklares, er godt skrevet - og godt fundet på. Der skal noget af en hjerne til kringle sådan en historie sammen.

Når rusen forandrer..

Det var ment som en "jeg skal da have noget at læse, mens jeg venter på den næste krimi". Og sådan en blev det bedst også. Koren Zailckas har skrevet Når Rusen Forandrer.

Bogen beskriver hendes opvækst - og hvordan alkohol har påvirket hende. Men i højere grad beskriver bogen, hvordan det, som ungt menneske, kan være svært - hvis ikke nærved umuligt - at droppe alkohol.

Alkohol er alle de steder vi er. Alkohol er en nem isbryder og det, der får unge mennesker til at fattes sammen

Historien starter, da Koren er 13 år gammel - og for første gang sniger sig til at drikke med sin veninde. Hun fortæller om, da hun som 15 årig kom til udpumpning - og hvor hårdt universitetsmiljøet er i USA netop med druk - og med en holdning om "vi stopper, når vi er færdige" hvilket de naturligvis ikke kan, fordi alkohol er det eneste middel de har, til at skabe relation - og holde relationer.

Alt i alt er bogen hæslig.

Emnet er alt andet lige meget personligt -meget jordnært. Koren er ikke alkoholiker - men alkoholmisbruger. Og hun er harm på alkoholproducenterne i USA, der uden blussel, må reklamerer. Pointerne er gode nok - men de er skrevet af en kvinde, der tydeligvis har studeret sproget - og dets finesser.

Dermed bliver en "druktur" til en underlig sammenskrivning af poesi - og banalitet. Emnet forsvinder i fantastiske sammenligninger - og fine henvisninger. Meget meget poetisk - men det er bare SÅ meget off topic.

Ikke en bog, jeg ville læse igen. Faktisk ikke en bog, jeg nogensinde ville anbefale til nogen som helst. For mig er det et meget "let" emne - og Koren formåede at gøre det "tungt som biblen".   

To kaffe og en staveplade

Det er ikke så tit, jeg kan sidde og græde af en bog. Jeg kan godt blive følelsesladet.. og have føleserne uden på tøjet - men ligefrem at lade tårerne springe: Det sker ikke så tit.

Men "To kaffe og en staveplade" efterlod mig i et s-tog med kolde tårer, der banede sig vej ned af min kind.

Anne Meiniche  har skrevet bogen. Det er hendes egne oplevelser. 24. oktober 2000 var hun udsat for et trafikuheld. I bilen sad hendes mand, hendes 4 piger og så hende. En af pigerne, Nina, brækkede ryggen, fordi hun sad i en hoftesele, mens Anne selv fik læsioner på hele kroppen. Resten af familien slap med småskader.

"Det er utroligt, du kun har 65% nedsat arbejdsfunktion, når du burde være 120% død" sagde en læge til hende, efter næste et års genoptræning.  

Men uheldet og smerterne er een ting. Derefter kommer arbejdet med systemet. For det system, der skulle sørge for, at vi kommer helskinnet igennem en oplevelse, som den Anne var igennem, er på ingen måder fejlfrit. Tværdimod.

Og Anne lægger ikke skjul på, at hun ligefrem har kunne indkalde reserven, fordi hun har journalist - og har haft mange forbindelser. Ikke desto mindre er de forhold hun beskriver så usle - og så blottet for medmenneskelige forståelse, at det gør ondt helt inde i hjertekulen.

Gudskelov er det ikke en lang svadasang om hospitalernes elendige forfatning. Det er i lige så høj grad en hyldstbog til de "hvide mennesker", der tør gøre tingene anderledes. Der tør være menneskelige og forstående. Der tør prøve at gå veje, systemet ikke nødvendigvis er åbent overfor. Og det var en af de ting, jeg måtte fælde en tårer over. Noget så simpelt og menneskeligt som en kop kaffe - eller et smil - kan være det, der redder dagen den dag.

Bogen er hård, fordi jeg tror lagt de fleste, der har været indlagt, har haft nogen af de mange følelser, hun beskriver. Følelsen af, at få "særlig god behandling" selvom den behandling man tilbyde, slet ikke er god nok. At man få lov at vente i evigheder, på det, der burde være rutineting. At de læger og det personale man møder på sin vej, ikke ser på een, som noget som helst andet, end det stykke af journalen, de står med i hånden.

Og så hvor ufattelig meget det betyder, når der er en, der kommer med en kop kaffe. Een, der insisterer på at holde een i hånden. Een, der vil se en i øjnene og tør se, at tingene gør ondt.

Bogen er et fantastisk debatoplæg. Og jeg kan faktisk godt huske debatten. Ikke at systemet på nogen måde har ændret sig, men det er blevet iorden at føre debatten.

Og hatten af for "de hvide mennesker", der tør gøre en forskel!

Isprinsessen

Markedet for kvinder, der er ganske almindelige, men som opklarer store mysterier, ser ud til at være never ending. Is-prisessens Erica er endnu een af hverdagens helte.

Det er faktisk lidt tarveligt at skrive sådan til at starte med - for reelt kunne jeg rigtig godt lide bogen - og genren tænder mig ganske meget. Jeg har læst mange bøger i genren - og jeg er helt sikkert ikke færdig endnu.

Erica vil så gerne skrive sine "egne" bøger - for selvom hun har udgivet 4 bøger - så har alle 4 bøger været beskrivelser af andre kvinder. Da hun kommer tilbage til sin fødeby, fordi hendes forældre er bortgået, sker der pludslig ting og sager, der giver hende muligheden for at få den historie, hun har manglet som inspiration. For Alexandra - hendes barndomsveninde, hun ikke har haft kontakt med i årevis, findes myrdet. Herefter går den vilde jagt.

Jeg ELSKER at bogen handler om "den almindelige kvinde" - der har sine daglige ting at slogs med, samtidigt med, at hun langsomt opklarer et mord. (Ja, reelt er det vel ikke kun hende, der opklarer det. Politiet - og hendes kæreste, der arbejder i politiet har vel reelt også sin del af æren :-) )

Bogen er velskrevet. Rigtig velskrevet. Spændende og god. Fantastiske små hints dukker op og pirrer læseren nysgerrighed til næste kapitel, næste side. Historien er god.

Der er grund til at læse færdig - for plottet er læsningen værd - og historien værd. Men på en eller anden måde, så holder Camilla Läckberg sig lidt for meget til den krimiskabelon, hun tydelig vis har haft liggende på sit bord, mens hun har skrevet. Det er lidt for tykt, at vi hele tiden lige skal have endnu en halv oplysning, mens den sidste halve oplysning, vi fik, gøres fuld. Ingen oplysning gives gratis. Men enhver oplysning, følger et nyt og anderledes spørgsmålstegn. Den er lidt for tyk til mn smag. Men eller er det en god krimi af en god forfatter - og jeg glæder mig til at læse hendes øvrige værker!  

De kompetente forældre.

Jonathan og jeg var på biblioteket forleden. Og mens Jonathan byggede store legoslotte - og snakkede med bamse og kylling, greb jeg en bog i sofaen, som jeg sad og hyggelæste. "De kompetente forældre", hed bogen.

Bogen var faktisk god. Det var et opgør med nutidens forældres holdning og forventning om service i pasningsinstitutionerne. Ikke desto mindre fangede jeg mig selv i at blive mere og mere arrig, efterhånden, som jeg vendte siderne. På en eller anden måde kom alle mine negative følelser overfor pædagogik som fag i fuldt flor.

Der gik faktisk flere dage, før jeg gennemskuede, hvorfor følelserne i den grad kom i kog. For jeg var jo enig med bogens pointer. Jeg forstod glimrende eksemplerne - og jeg kunne sagtens se, at hvis nutidens pædagoger skal håndterer forældre, der opførte sig som forældrene i bogens eksempler, så er det noget af en udfordring at være pædagog.

Bogen viste eksempel på eksempel på tåbelig forældreopførelse. Nogen af dem fandt jeg så tåbelige, at jeg havde svært ved at tro på dem. Følelsen af, kun at høre fra pædagogens side, stod lysende klar. Men det var det, med det dårlige eksempel, der fyrede op under mit raseri.

Når man bruger det dårlige eksempel, som udgangspunkt for forventet opførelse, siger man reelt ikke, hvordan man bør opfører sig - alene hvordan det allerede ER gået galt! Altså hvordan man ikke skal gøre. Følelsen af, at blive observeret- og vente på, at nogen nævner min uhensigtsmæssige opførelse i en bog, vajrede for mig, som et rødt flag. Hold da op hvor ville jeg blive tosset, hvis min opførelse - uanset anonymitet mv. - fremgik i sådan en bog!

Ved at bruge det dårlige eksempel, står man tilbage med følelsen af, ikke at kunne ramme rigtig.. for de dårlige eksempler er i alle af-arter. Der var de forældre, der vrælede foran pædagogerne, fordi deres lille Anna ikke var kommet med på tur - og så var der forældrene, der end ikke bekymrede sig for, at ungerne skulle på tur. Der var forældrene, der forventede, at pædagogerne skulle tale med dem hver dag minimum 10 minutter (og forklaringen på, at det ville jo altså være 2 timers uafbrudt snak - tid, der var taget fra ungerne!) 

Jeg følte mig faktisk slet ikke ramt. Jeg forstår godt at pædagoger må arbejde for alles bedste - og derfor er jeg udemærket klar over, at der kan være dage, hvor der ikke er tid til en snak. Jeg føler, at pædagogerne i Jonathan børnehave har god tid, når de eller jeg, har brug for en snak.

Jeg forstår fint bogens pointer - og anser mig selv som værende en "kompetent forældre" - men jeg blev faktisk vred, på de forældres vegne, der i bogen bliver klandret for ikke at være det!

Jeg følte mig ramt - på deres vegne - fordi eksemplerne viste så soleklart hvor åndssvagt, vi forældre indimellem teer os. Jeg følte mig sat tilbage i personalestuen, hvor personalet sad og talte om hvor uhensigtsmæssigt forældrene havde opført sig - bag forældrenes ryg - og uden nogensinde at sige noget til dem. Jeg følte, jeg sad og læste sladder! 

Jeg er udemærket klar over, at det gjorde jeg ikke. Jeg ved godt, at pædagogen, der har udgivet bogen, har gjort det som indlæg i en aktuel debat. En debat, der er væsentlig og vigtig. For pædagogernes tid skal naturligvis bruges på at "servicere" vores børn - og ikke deres forældre. Jeg tror bare, jeg godt kunne tænkte mig, at pædagogerne respekt for forældrerne og det arbejde forældrene gør, imellem stod malet i lidt mere klare bogstaver i bogen. For ingen tvivl om, at pædagogerne, i følge bogen, forventede og afkrævede respekt fra forældrerne.   

Pigen, der legede med ilden - Stieg Larsson

Det er svært at skrive noget, efter at have læst "Pigen, der legede med ilden." For hvad er der at skrive? Hvordan skulle jeg nogensinde kunne sætte ord sammen, så det bare udgør noget rimeligt, i forhold til den bog?

"Pigen, der legede med ilden" er blevet min yndlingsbog. Alene prologen anser jeg som stor, stor kunst. For alle, der bare læser den, uden at kende Lisbeth Salander, lyder det som en sadist, der har tilfangetaget en ung kvinde.. ja - faktisk et barn. Man sidder ganske rystet, når man er færdig med de fem sider.

Men når man har læst Mænd, der hader kvinder først, kender man Lisbeth Salander, og får derfor hurtigt en fornemmelse af, at beskrivelsen beskriver noget helt andet - end det, man ellers først tror.

Det, der så er så fantastisk er, at man kan vende tilbag til prologen, efterhånden som man kommer længere frem i bogen. Efterhånden som plottet åbenbares - og indse, at den første indskyldelse måske alligevel ikke var så ved siden af alligevel. Fantastisk manipulation med mine tanker - og med mit hjerte. Det sad helt oppe i halsen gennem alle 605 sider.

Jeg elsker Lisbeth Salander. Undervejs - da hendes hemmelighed blev afsløret - sad jeg med et stik af "Øv - nu forsvandt magien" - men det gør den alligevel ikke - for selvom man kender Lisbeth Salanders hemmeligheder, er hun stadig et menneske, som ingen nogensinde rigtig kommer til at forstå. Jeg tror kun, der har været een i verdenshistorien, der har elsket Lisbeth højere end jeg - og det er hendes forfatter. Hans kærlighed til sin hovedperson stråler igennem hver eneste beskrivelse af hende..

Bogen er hæsblæsende fantastisk. En krimi, der ender i et højere lag på en eller anden måde. En krimi, hvor alle små bitte snore er grundigt forbundet og tilsammen giver en løsning, man aldrig havde drømt om. Man får det hele: Både det forudsigelige - men bestemt også alt det, man aldrig havde regnet med. Jeg gad god se det menneske, der allerede på side 5, havde gennemskuet det den endelige forbindelse mellem Zala og Lisbeth.

Det er lidt som filmen "Den sjette sans" - hvor man efterfølgende sidder og går hele filmen igennem, for at se, om plottet til sidst ramte.. og man efterfølgende må erkende, at det gjorde det. Det er det samme med dette plot.. denne historie. Den holder - også baglæns.

Jeg kan kun anbefale "Pigen, der legede med ilden". Og jeg glæder mig som et lille barn til den sidste i serien.

Lettere paranoid

Jeg er ved at læse "Pigen, der legede med ilden". Der er en forhøjet sandsynlighed for, at det er den bedste bog, jeg nogensinde har læst.

Lige nu er jeg ved at blive paranoid.

Forfatteren til bogen: Stieg Larsson er død. Han døde i 2004. Året før hans første bog udkom i følge denne hjemmeside. Nu sidder jeg så og læser den bog, han skrev før sin alt for tidlige og meget uventede død.

I bogen skriver han om Dag Svensson - en svensk journalist, der er ved at skrive en bog. Dag Svensson bliver så.. i bogen vel og mærket .. slået ihjel, før bogen bliver udgivet!

Det er da underligt, at et manus fra en mand, der dør, før bogen udkommer, handler om nøjagtig samme tema: Nemlig en mand, der dør, før hans bog udkommer. 

Nogengange overgår virkeligheden virkelig fantasien.

Pigen, der legede med ilden.

Jeg er dybt forelsket. Jeg er faldet lige på halen og jeg tvivler på, jeg kommer op igen. Kun eet er jeg sikker på - det bliver en håbløs forelskelse - for lige om lidt er det slut. Der er ingen vej uden om.

Jeg er dødeligt forelsket i Lisbeth Salander.

Hun fascinerer mig og inspirerer mig. Lisbeth Salander spiller en vigtig rolle i bogen "Mænd, der hader kvinder". Og gennem hele bogen sugede jeg alle de steder til mig, hvor hun deltog. "Pigen, der legede med ilden" handler i langt højere grad om hende.. og jeg er solgt... til stanglakrids.

Jeg har læst et sted, at Stieg Larsson har tegnet Lisbeth Salander ud fra hvordan han troede Pippi ville være, når hun voksede op. Og hans version af "Pippi" er mindst lige så inspirernde som Pippi har været for børn i alle aldre.

Lisbeth er så sammensat en figur. På så mange punkter, kan jeg føle mig tæt tæt forbundet til hende. Jeg forstår hendes tanker og hendes måde at tackle mange ting på. Jeg kan på nogen punkter spejle mig i hende. Se noget, jeg gerne ville være. På den anden side er der tale om et menneske, der er afstumpet rent socialt, så det er skræmmende. Hun lukker sig så meget ude fra resten af verden, at man har svært ved at forstå hendes vakuumpakket virkelighed. Man får lyst til at skubbe hende i ryggen. Trøste hende og fortælle hende, at verden ikke er så modbydelig, som hun ser den. Men samtidigt forstår man hende helt fint. Hvem ville ikke have det sådan, hvis de havde haft det så modbydeligt?

Jeg har kun læst de første 100 sider. Og jeg passer på min læsning, som var det den fineste belgiske chokolade. Jeg vender hver lille bid i munden og lader den langsomt smelte på tungen. Men fuldkommen som med chokoladen, kan jeg alligevel ikke lade den være. Jeg må lige have lidt mere..

Jeg har 500 sider tilbage. Derefter er det slut. Stieg Larsson er død - så jeg kommer ikke til at stifte bekendtskab med Lisbeth i andre sammenhænge. Men så længe det varer, vil jeg bevare min forelskelse i hende.

Det lugter meget langt væk af, at være den bedste bog, jeg nogensinde har læst.

Sneet Inde - Af Ken Follett

Jeg er lige til krimier lige nu. Af en eller anden grund, er det påkrævet, at jeg sidder på min tur ind med toget og bider negle hver morgen. Og det fik jeg da også lov til med "Sneet Inde" af Ken Follett.

Vi møder primært Toni - som er kvinde - og som arbejder som sikkerhedschef på et privat biologisk laboratorium. Laboratoriumet beskæftiger sig med meget farlige vira - og har derfor en afdeling, der er helt lukket inde, for at være sikker på at vira ikke skal komme ud til alle andre. Sikkerhedsforanstatningerne er mange og voldsomme. Og Toni har iværksat dem alle. Desuden går Toni rundt og er lun på sin chef.

Kit er den forsmåede søn af ejeren af laboratoriet. Allerede fra side 1 tegnes han som en egoistisk og afstumpet lillebror, der mener, det er alle andre mennesker fejl, at hans liv er endt i ruiner. Toni er den direkte årsag til, at Kit ikke længere arbejder på sin fars laboritorium. Kit arbejdede under Toni med at opsætte sikkerheden datamæsigt. Og i den proces lagde han en lille programkode ind, der fjernede 1 procent af al overskud og førte det over på hans egen konto. Dette opdagede Toni - og Kit blev fyret - af sin egen far. Kit er efterfølgende kommet i spillegæld. Første gang betaler far ham ud - men anden gang er han på herrens mark. Derfor går han med til at lave et indbrud i laboratoriet,- et indbrud som han har alle forudsætninger for at kunne begå, fordi han er bekendt med alle data omkring sikkerheden.

Og eventyret kan begynde. Historien er hæsblæsende og spændende. Og føles meget autentisk, i og med, at alle sikkerhedsprocedure m.v. bliver beskrevet på en måde, så man som læser forstår den - ligesom man efterfølgende forstår, hvordan Kit kommer uden om dem.

Kits familie har ialt 10 medlemmer, der alle bliver introduceret i historien - og får hver deres lille rolle. Det, Ken har gjort absolut bedst, i denne bog, er måden han får skildret alle disse mennesker. Der er 10 familiemedlemmer, en journalist, nogle vagter, 3 skurke og så en politimand, der samtidigt er Tonis ekskæreste. Trods utrolig mange mennesker at holde styr på, følte jeg, at jeg kunne genkende hver enkelt af dem, hvis de gik forbi på gaden.

Men historien er ret forudsigelig - selvom jeg godt kan lide, at slutningen lige går skridtet videre, end det forudsigelige. Alt i alt: Jeg føler bestemt ikke, jeg har spildt min tid - men jeg er heller ikke blevet klogere på verden. En læseoplevelse, der hverken var god eller dårlig.. Sådan godt middel med pil op ad.  

Spøgelseshuset - af Mary Higgins Clark

Jeg har fundet ud af en ting: Jeg kan ikke lide Mary Higgins Clarks forfatterskab. Det kan jo også være en brugbar viden.

Mary Higgins Clarks har skrevet "Spørgelseshuset". Vi følger den lille Liza, der nu er blevet den voksne Celia. Da hun var lille "kom hun til" at slå sin mor ihjel i et forsøg på at redde moren fra stedfaderen. Omstændigheder, hendes egen tavshed mv. gjorde, at hele byen efterfølgende mener, at dette lille 10 årige barn, i den grad var ondskaben selv.

Celia vokser op hos plejeforældre - og bliver overbevist om, at hun ikke må fortælle om sine "fortidssynder" da hendes første mand dør. Dermed ved hende søn og hendes nuværende mand altså ikke, at hun har en fortid som morder.

Manden ønsker så at overraske sin hustru - og vælger derfor at købe et hus til hende i fødselsdagsgave. Og dette hus er så netop det hus, hvor dramaet fra dengang udspillede sig. Dermed kan bogen tage sin begyndelse.

Først og fremmest: Først dør hendes far i en rideulykke, så slår hun sin mor ihjel, så dør hende mand af sygdom - og så er bogen endnu ikke startet. Det virker så utroværdigt og sært, allerede inden man er kommet igang.

Bogen er en sproglig "perle". Det ene øjeblik er fortælleren 3. person- det næste 1. person. Og det er bestemt ikke altid lysende klar, hvem der er hvad. Og hvem man går "ind i hovedet på". Det svinger bare ikke.

Dernæst: Historien er ganske enkelt for langt ude. Det er et godt plot - forholdsvist godt gennemtænkt - men netop... tænkt.

Man forsøger at tegne et billed af en by, der har besluttet sig for, at lade en 10-årig fremstå som djævlen selv. Det er så amerikaniseret og ulækkert, at det er helt vildt. Jeg finder det vanvittigt hysterisk, at bogen "bare sådan uden videre" accepterer, at denne pige er djævlen selv. Jeg kender ingen mennesker, der, hvis en ti-årig pige stod foran en dommer og var tiltalt for mord, ikke ville tænke på "Hvad får sådan et barn til at gøre sådan noget" og dermed søge forklaringer, frem for bare at accepterer ondskab.

Nå - det gode ved bogen er, at nu har jeg adskillige bøger, jeg går i en lang bue udenom.

Hedebølge og Primetime af Liza Marklund

Hedebølge fulgte med i et "Søndag" som jeg alligevel ville købe - og da jeg udgik fra spændende læsning, kom jeg igang med den. Det tog mig faktisk lang tid, før jeg syntes den rigtig fængede.. Men nu kan jeg slet ikke stoppe igen.

Journalisteleven Annika kommer på sit første dagblad, hvor hun er praktikant. Og som alle andre praktikanter, drømmer hun naturligvis om den store overskrift og den gode historie. Hun får et hint om, at der ligger en død kvinde på en kirkegård - og hun stormer dertil med en fotograf på slæb. Starten er gået til mordgåden.

Det er forfriskende og anderledes, at det er Annika, der er vores "helt". Annika er ikke bare en kvinde -hun er en ganske normal en af slagsene. En af dem, der har rod i hjemmelivet og problemer mig både her og der. Så samtidigt med, at Annike tråd efter tråd - får bedre og bedre fat i en historie, hun engagerer sig dybt i, sker der også ting i hendes eget liv. Sagen får konsekvenser for hendes eget liv - i høj grad.

Selve mordgåden er i sig selv spændende og godt bygget op - men historien bliver først rigtig rigtig rigtig god til sidst, da man overraskes af en fantastisk måde, Liza Marklund får blandet Annika og mordofferet sammen på. Rigtig god krimi - og forfriskende og dejligt, at sådan nogle også kan være med normale kvinder i hovedrollen.

Da jeg så skulle have læsestof med til ferien, lånte jeg Prime Time af min mor. Det er nummer tre i krimiserien. Men den kan læses for sig selv - fuldkommen som Hedebølge.

Igen er Annika på banen - nu med to små børn - og en mand, hun har tyvstjålet fra en anden kvinde. Denne gang er mordtemaet det klassiske, hvor 12 mennesker overnatter på et slot under en tv-produktion - og en kvinde bliver slået ihjel. Ikke en miss hvem som helst - men den ukronede dronninge som vært på TV. Efterhånden går det op for læseren, at een af de 12 - nemlig Annikas bedste veninde - er hovedmistænkt.

Igen - og i højere grad i denne bog - er det så utrolig forfriskende at have den kvindelige "normale" person, til at være "heltinden". Hende, der har dårlig samvittighed, fordi arbejdet kalder, da familien ellers lige står og har pakket for at komme nogle dage op til Annikas svigermor.

Denne gang køre temaet med familien og de ting, Annika må ofre, rigtig rigtig godt. Denne gang føler jeg, at beskrivelsen af kvinden i høj grad kunne være både dig og mig. Jeg forstår hendes fustrationer. Jeg forstår hende bekymringer.

Alt i alt: To fantastisk gode krimier (selvom det tog mig noget tid rigtig at komme ind i Hedebølge) Nu skal jeg ud og finde to'eren.  

Jeg vælger at leve

Jeg kom til at læse Sabine Dardennes bog "Jeg vælger at leve". Jeg vidste det jo egentligt godt på forhånd: Bogen af udgivet af "Virkelighedens verden" og de bøger er pr. definition ikke synderligt godt skrevet. Det er de mennesker, der har oplevet "noget anderledes" der selv fortæller - men fordi man har oplevet noget horribelt - og noget, der burde være en god historie i, medføre jo ikke pr. definition, at man så også er en god forfatter.

Jeg læste Sabine Dardennes bog, fordi jeg tænkte, at jeg kunne "komme længere ind i forståelsen af Natascha Kampbuchs situation.. men jeg blev er ikke blevet en dyt klogere.

Historien om en 12 årig pige, der bliver revet fra sin cykel på vej til skole - og ind i en uhumsk tilværelse, som fange hos en usoigneret pædofil, burde være spændende fra side et. Historien i sig selv rummer et utal af muligheder for enhver forfatter. Men eftersom Sabine Dardenne ikke er forfatter, forsvinder historierne mellem fingrene på en.

Sabine Dardenne var fanget i 80 dage hos Marc Dutroux. Hun var burret inde i et lille bitte kælderrum på kun 90 cm gange 240 cm - når hun ikke tilfredsstillede Marc Dutrouxs mærkværdige lyster. Da hun har været spærret inde i to måneder - uden at se dagslys - uden at være uden for en dør - beder hun om en "veninde" hvorefter Marc Dutroux kidnapper endnu en pige, som han udsætter for samme brutale behandling. Gudskelov har politiet vidner til den anden kidnapning, og dermed bliver Marc Dutroux fanget - og begge piger befriet.

Der er et væld af historier at gå i gang med. Marc Detroux bilder Sabine ind, at hendes forældre nægter at betale løsesum - og at han tager hende fra "bossen" der vil slå hende ihjel.. At han i virkeligheden redder hendes liv. De følelser må for en tolvårig være utrolig ubarmhjertelige og store. Men eftersom Sabine insisterer på at kalde sin krænker for "svinet" - får vi ikke hele historien.. Hun lægger selv op til, at hun så ham både som krænkeren - men også som "ham, der reddede hende" - og de psykiske aspekt ved dette, ville have været facinerende at dykke ned i. Men dertil kommer vi aldrig - fordi han alene er "et svin". Det kan jeg bestemt godt forstå. Han ER et svin - og langt stærkere ord end det - men jeg ville alligevel gerne have haft en løft af sløret for hvor ambivalent hendes følelser må have været overfor det uhyr.

Det er ulempen ved at lade offeret fortælle historien: Hele historien bliver farvet voldsomt af følelsen offeret sidder med bagefter - og dermed ryger nuancerne.

Hun prøver at beskrive de skyldsfølelser hun har overfor den anden pige, der bliver kidnappet.. Det var jo hende, der bad om en veninde - men hun afskriver dem lige så hurtigt som de kommer på papiret med at "hun kunne jo ikke vide, at han ville gøre det samme ved den nye veninde". Hun har så ganske ret: Hun var et barn på tolv år - der blev udsat for det mest uhyrlige et menneske kan udsætte for - og naturligvis har hun på ingen måde noget ansvar for, hvordan en krænker krænker andre mennesker. Men igen: Jeg ville gerne have læst, hvordan det var "lige der" og ikke hvordan følelserne er, da de efterfølgende er bearbejdet (hvilket jo er skønt og dejligt, at de er! Det er bestemt vigtigt, at hun kommer til den erkendelse selv: At det ikke var hendes ansvar!! )

Generelt: Jeg mangler at se gennem øjnene på den tolv-årige pige - og se, hvordan tingene var for hende. Jeg mangler at fornemme rummet, hun sad i, fornemme uhumskheden - og ikke bare få den fortalt. Jeg fik historien, set af en 20 årig kvinde, der helt sikkert har arbejdet med sig selv og er kommet videre. Det er jo godt og dejligt! Men det gør, at historien bliver fortalt på en "bedrevidende" måde - i og med, at den 20 årige gudskelov er langt klogere og er kommet langt i behandlingen af sine psykiske ar, i forhold til den 12 årige.

Men historien som sådan: At sådanne mennesker, som Marc Dutroux findes er utrolig skræmmende. Og at mennesker, som Sabine kom levende igennem det - er livsbekræftigende og godt. Hatten af for Sabine - Hatten af for, at hun klarer sig så fantasisk godt. Jeg håber bare ikke, hun sætter sig for at leve af at være forfatter.   

Kald mig prinsesse

Jeg tror faktisk ikke, jeg har skrevet det før overhovedet. Jeg brød mig på inden måde om "Kald mig Prinsesse" af Sara Blædel.

Jeg synes den var tynd, med et dårligt plot, der aldrig rigtig blev forløst.

Den handling, der hele tiden blev lagt på til, startede først på side 255 - ud af 310 sider. Det er så sent, at det aldrig rigtig bliver skubbet ordentligt igang. I stedet bliver det noget jabberi, der så ender, som det må ende.

Tilgengæld hører vi en hel masse om Louise, der er ansat ved politiet - og hvis kæreste går fra hende. Det er sørme synd for hende - men det hænger på ingen måde sammen med de voldtægtssager, som Louise prøver at optrævle.

På et tidspunkt kommer der et hint om, at "noget skal gøre ondt". Der bliver lagt VANVITTIG smukt op til, at det KUNNE være, at Louises bedste veninde bliver voldtaget. Voldtægterne bliver beskrevet uden navne - og iøvrigt rimligt inteligent. Men i steden for at udnytte, at man lavet sådan en "krydshandling" og holde læseren ude på spidsen af stolen, går luften af ballonen på den måde Louise efterfølgende handler.

Kald mig prinsesse - handler om Louise, der efterforsker en voldtægt, der hurtigt viser sig, at have en forgænger. Det "anderledes" er måden voldtagtsmanden har fået kontakt til kvinderne på. Han har nemlig brugt datingsiderne til at gøre sig gode venner med kvinderne. (I kan jo nok se, der VIRKELIG er nytænkning her .. INTERnettet bruger han!!) Han møder kvinderne på neutrale steder nogle gange - hvorefter de laver en date med ham i deres egne lejligheder. Her tager han sit "voldtægtskit" frem - og binder dem på hænder og fødder - og voldtager dem voldsomt.

Det, der så lægges op til igennem hele bogen, er, at Louise skal lave en profil og kontakte voldtægtsmanden. Men det gør hun altså først 60 sider før bogen er slut.

Manden har voldtaget 3 kvinder mindst - og har slået een ihjel - i og med, at "gaggen" kvinden havde for munden - forsejlet med gaffatape - giver en opkastrefleks - og kvinden dermed dør af sit eget opkast. Alligevel mener vores heltinde, der lige er blevet forladt af sin mand gennem 6 år, at det nok er en god ide at møde ham uden rigtigt at fortælle resten af holdet om det. At møde en voldtægtsmand alene lyder da som en god ide - ikk?

Nå - faktum er: Jeg var ikke solgt. Jeg synes bogen lugter af, at forfatteren har vidst at der var "læserer i det der med internettet" - men forfattereren har hverken haft respekt for nettets mangfoldighed - eller sat sig ret godt ind i den verden. (Vores hovedperson får hjælp til at oprette en hotmailadresse! Det er nemlig også RIGTIG svært) Det er som om dating over nettet, er så "fantastisk og spændende" at det alene er opdrejningspunktet. Og så skal det gøres farligt!!! (Det er vel også velkendt, at det man ikke kender, er utrygt!) "Tænk - så kan man komme galt afsted" - men faktum er, at når mennesker mødes, sker der indimellem grusomme ting. Det sker både via nette, over telefonen - eller fordi man forelsker sig i sin kollega på jobbet.

Desuden mener jeg faktisk at have læst om næsten nøjagtigt den sag, hun skriver om, i dagspressen.

Asyl

Liza Marklund har begået en bog, som jeg fik læst ved en fejl.

"Mangler du en bog" spurgte min mor. Og dertil måtte svaret være "ja". Og dermed fik jeg "Asyl" mellem hænderne. Tre dage efter var bogen læst.

Asyl handler i al sin enkelhed om, Maria, hendes to børn og hendes mand Anders, der må erkende, at de ikke kan leve i Sverige. Marias eksmand - og far til Emma - hendes ældste datter - er mildest talt psykopat. Til at starte med var det "bare" almindelig hustruvold, hvilket Maria flygter fra i første bog.

Denne bog starter med, at Maria, Anders og deres to børn kommer hjem efter syv måneders flygt fra Sverige, der ellers er deres hjemland. Flygten var den eneste mulighed, for Marias eksmand forfølger dem. Eksmanden har i forvejen voldtaget Maria - og forsøgt at myrde Emma - deres fælles datter.

Herefter følger deres første tid tilbage i Sverige. De har ikke mulighed for at flytte tilbage til deres hjemstavn, da deres forfølger alt for hurtigt vil finde dem. Derfor flytter de til en anden by med andre navne. Myndighederne kan kun garanterer deres sikkerhed, hvis de bliver indedøre - og ikke taler med nogen. Bogen beskriver meget meget nøgternt, hvor meget sådan to børn tager skade af, aldrig at være ude - aldrig at bruge deres muskler... alt at have kontakt til andre børn. Emma - deres ældste datter er ved at være så stor, at hun skal i skole - men det kan slet slet ikke komme på tale. Sandsynligheden for, at hun bliver slået ihjel eller bliver kidnappet er alt for stor.

Myndighederne er konstant inde over deres sag - men det er yderst begrænset hvad de reelt kan hjælpe med. Maria finder tilflugt hos en hemmelig organisation, der bryster sig af at hjælpe netop kvinder som hende selv - men efterhånden går det op for Maria og hendes familie, at hun bare har fundet endnu en plageånd. Denne gang een af den type, der gerne vil suge af samfundskassen. Igen står den lille familie alene..

Og familien bliver fundet af deres plageånd. Mere end een gang. Det er åndeløst spændende.. og hæsligt - for selvom der flyttes rundt på den lille familie - og deres udeliv er begrænset til det yderste, og de er flyttet til den anden ende af landet, lykkes det alligevel .. igen og igen.

Man sidder med hovedrysten tilbage. Det kan bare ikke være rigtigt!! Men det ER rigtigt..

Anders er inde på, at der må være et system i, at deres plageånd bliver ved med at finde dem. Og netop det system er vi jo også ved at få optrævlet en sag med herhjemme. Den er den undergrundsdomstol, hvor venner og venners venner, sender billeder af Ghazala rundt i hele landet. Findes skal hun - for hun skal straffes - efter DERES domstol. Det er samme form for netværk, der finder Maria og hendes børn.

Der skal gribes hårdt ind overfor sådan undergrunds"domstole" - hvor mennesker hjælper hinanden med at finde andre mennesker - for at de kan blive straffet. At straffe er retstatens opgave. Selvtægt er ulovlig. Bliver det mere udbredt, end det allerede er, bliver vores samfund totalt undergravet. Fængslet, dommeren, politiet vil miste sin autoritit - sin betydning.. og langsomt vil det være en enkelts lov, der gælder .. den, som har flest "gode venner".. Den, der er højest hierakisk i et snørklet netværk.

Situationen bliver helt grotesk. Maria søger om penge til at komme til udlandet for at bosætte sig i et sikkert land. Hun regner på det - og kommer frem til, at hun har brug for 350.000 svenske kroner. Dette kan ikke bevilliges - selvom domstolen slår fast, at familien SKAL flytte udenlands for at kunne have et normalt liv.

Deres flugt har naturligvis tæret på deres økonomi - der er ingen penge tilbage. Og uden hjælp, kan de ikke komme væk.

Indtil den dag, det går op for Maria, at kommunen har tænkt sig at tvangsfjerne hendes børn!!!! Fordi de ikke kan komme udenfor!!! Selvom det er selv samme kommune, der ikke vil garanterer for deres sikkerhed, hvis de GÅR udenfor!

Så finder Maria det første og det bedste fly, og rejser til Chile.

Herefter handler bogen om, hvordan man opbygger et liv -med børn, der er ødelagte af års indespærring og social isolation. Hvordan man holder sammen på familien.. Hvordan man skaffer penge i et fremmed land, hvor man kun lige taler sproget til husbehov.. uden greencard - uden muligheder.

Knald go bog.

Eneste fejl var, at jeg ikke var klar over at det var en to'er, før jeg var kommet så langt ind i den, at jeg ikke ville lægge den fra mig. Et'erne fortjener også en chance - selvom jeg reelt jo kender handling og slutning.

Intentioner til trods, så magter vores samfund (og det svenske - for det er reelt det, bogen behandler) ikke at beskytte de uskyldige fra de skyldige. Uagtet vores retsystem, så er der mennesker, der ikke kan leve, hvor de vil, alene fordi et andet menneske ønsker at slå dem ihjel - og det omkringliggende samfund kan intet gøre - andet end at se på. 

Projekt Evigt liv

Jeg kom til at læse en bog imellem at jeg endnu er igang med at redegøre for, hvordan hele Bill Clintons vennekreds ser ud. Han har så mange af dem - så jeg tænkte, jeg lige ville læse noget, hvor der var knap så mange mennesker involveret.. og det blev den eneste bog i reolen, jeg ikke har fået læst før: Projekt evigt liv af Wes Craven.

Lige når man læser bagflappen, får jeg hurtigt lyst til at smække bogen i igen. Noget med evigt liv, at hjernen skal fortsætte med at virke - og noget med donorkroppe..

Men da jeg først kom igang, var det faktisk slet ikke så scienes fictions agitgt, som jeg havde forventet.

Peter og Beatrice Jance er forskere på meget højt niveau. Peter har kræft i bugspytkirtlen - og har en meget begrænset tid tilbage at leve i. Han "ven" dr. Wolfe tilbyder sin hjælp - som dr. Wolfe faktisk har planlagt det i mange år før.

Ideen er så, at dr. Wolfe - ud fra hudprøver fra ægteparret (og mange andre forskerer) har kreeret adskillige kloner, der vandrer rundt på denne jord, lykkeligt uvidende om, at de er den komplette klon af en anden. Så langt er jo ikke desto mindre reel mulighed den dag idag. (Omend man fra naturvidenskabens side har holdt sig til får og hunde) Dr. Wolfe havde en fertilitetsklinik - og derfor havde han forholdsvis nem adgang til at lægge sådan et klonet embryorie op i kvinder.

Han har så fulgt de kloner, der blev til noget- og nu skal Peter Jances klon, der har levet 35 år,  "høstes" - da Peter ellers vil dø.

Man "lader" klonen komme ud for et uheld, hvor det for resten af verden ser ud som om han er død. Derefter skraber man hans hjerne ud - og transplanterer hjernen fra dr. Peter Jance i den nu "tomme" krop.

Og starten er gået.

Bogen kommer ind på mange forskellige områder af "problematikken". F.eks. det, at man som forsker - der kan "noget" ikke nødvedigvis har pligt til at gøre det. Jeg kan sagtens forestille mig, at man som forsker har svært ved at slå bremsen i, selvom man godt med sit eget interlekt at sige sig selv, at det man har gang i er etisk og moralsk forkert.

Meget af bogen handler også om cellehukommelse.. Altså at den krop, Peter Jance overtager, i forvejen har en hukommelse på celleniveau - som Peter Jance så overtager. Det er nogle forholdsvis spændende tanker - der nok en dag skal forskes i rigtigt. Jeg har tidligere hørt om patienter, der mente, at det hjerte, de havde modtaget i forbindelse med en transplantation havde "en egen vilje" - og ideen har da også været brugt før i andre bøger. (F.eks. John Irvings Den femte hånd)

Men alt i alt er dette en billig knaldroman med fart, slagsmål, hemmeligheder og gådefulde opdagelser undervejs. Som sådan er ideerne gode nok - og man er med langt hen af vejen - fordi vi vitterligt ikke er så ubeskrivelig langt fra, at udviklingen ville kunne gå i en retning hvor man f.eks. vil kunne helbrede rygmarv mv.

Bogen er en knaldroman - og skal læses som sådan.. Og når det er gjort - er den god.

Mit liv - Bill Clinton

Shirley McLaine finder jeg en anelse tung. Bogen er god nok, men den vækker for mange tanker til, at jeg helt kan følge med. Først fik jeg tankespin omkring rekaination - som pludselig slet ikke var så "far out" en tanke, som den var først. Men nu - sådan rundt regnet 2/3 dele ind i bogen, er der pludselig kommet fokus på UFO'er, rumvæsner og inteligens på et højere niveau.

Bogen er nem nok at læse, men tankerne, der følger med, skal tages i bidder. Så, mens jeg lige synker spyttet, er jeg gået igang med en ny bog.

Bill Clinton står for mig, som en god præsident. En præsident, som Michael Moore ikke har kunne finde noget på, på sammen måde, som han lader gallen hagle ned over George Bush. Clinton står for mig, som sympatisk, fordi hans menneskesyn virker smuk og harmonisk. Han var en dygtig præsident, der fik meget ud af sit embede. Men det er min holdning, inden jeg har læst bogen.

Mon ikke jeg, når jeg er kommet en små 1000 sider videre, har et mere nuancerede billed af ham... vel og mærket på HANS præmisser?

Indtil videre virker han som en god fortæller.. og det billed han tegner af sig selv, er som "et normalt menneske". Ingen sølvskeer eller særlige præmisser - kun drevet frem af mennesker omkring ham, der giver ham sunde og fornuftige kerneværdier.. men who am I to say.. Jeg er nået til side 32.

Bog tagge ting

Acq taggede mig.. og nu har jeg gået og spekuleret lidt.. så here goes:

Hvilken bog har betydet mest for dig?

Det er svært - for generelt vil jeg sige, at den bog, jeg netop er igang med, er den, der betyder mest. Bogen skaber et univers - og en tankestrøm, så ens virkelighed bliver farvet i nye farver. Nye tanker, nye ideer, nye begreber dukker op og sætter gang i hjernecellerne.

Men hvis jeg skal se på, hvilken bog, der har sat sig dybest inderst inde - så tror jeg det er Astrid Lindgrens "Brødrene Løvehjerte". Jeg har læst den mange gange - og jeg har læst den højt mange gange. Som barn fandt jeg stor stor trøst i tanken om, at vi "lever videre et andet sted" - og Nangiala (sådan staves det vist ikke) var et univers, jeg sagtens kunne forstå. Idag forstår jeg dø, reinkantion og savn på en helt anden måde - men der er ingen tvivl om, at den bog - grundlæggende - har givet mig basis for at udvikle mine senere tanker omkring de helt store spørgsmål i livet - fordi der her var en historie med meget specifikke definitioner på, hvordan "efterlivet" så ud.

Begge mine børn er opkaldt efter navne fra Astrid Lindgrens bøger. Min datter som den artige Annika fra Pippi - og min søn som verdens sejeste og smukkeste storebror i Brødrene Løvehjerte: Jonatan.

Hvilken genre læser du mest?

Jeg er nok mest til krimi - allerbedst, hvis det er noget retsals-noget. Grisham - og andre i samme genre, ædes råt og meget hurtigt. Desuden elsker jeg bøger i John Irving genren.

Historiske bøger, der er til, alene for at genfortælle en historisk begivenhed.. se - der bevæger jeg mig kun nødigt hen.

Hvilken bog læste du sidst?

Den, jeg sidst er blevet færdig med er "Den lukkede bog".. I øjeblikket arbejder jeg mig sejt igennem Shirley MacLaines "På dybt vand"

Hvilken køn er du?

Hmm.. sidst jeg så efter, var jeg af hunkøn :-)

Så vidtflyvende tanker ..

Det er ikke noget, der passer mig - for jeg havde egentligt bestemt mig for - på forhånd - at bogen ville være typisk amerikansk og "flad" i sin fortælling. Ikke desto mindre kører tankerne på turbo.

Jeg er ved at læse Shirley MacLaines bog "På Dybt Vand" hvilket er hendes personlige beretning om, hvordan hun fandt sin egen sandhed. Jeg er faktisk ikke engang kommet så langt - men tankerne kommer myldrende.

Er det muligt, at reinkarnation rent faktisk er en mulighed? At sjælen ikke forgår - men bliver... videregives... overbringes?

Eller er det bare min egen dødsangst, der prøver at dulme smerten ved tanken om, at jeg er dødelig?

Jo mere, jeg tænker efter, desto mere ser jeg, at alle religioner i virkeligheden har samme budskab - sammen "end-resultat", nemlig at sjælen på en eller anden måde lever videre - og at vi står til regnskab for vores livevis. At måden at sætte religionen op på, måske er for at hjælpe os "almindelige dødelige", der har svært ved at forstå begreberne - og forstå storheden i dem. At religionen dermed kan være ledetråden, som vi kan følge og som hjælper os til at forstå.

Eller er det bare tankespin, fordi vi har svært ved at erkende dødens endelighed?

Lever min sjæl videre? En del af mig, er slet ikke i tvivl. En del af mig ved, at det er sandt - og en anden del af mig bekæmper med næb og klør tanken, hvilket igen og igen medfører sammen hårde erkendelse: Nemlig, at døden er endelig, at døden er afslutningen.

Jeg har svært ved at beskrive mine tanker.. der er mange - og de er forvirrende. Men det føles godt - at tænke over livet i et størrer perspektiv end lige "fra dag til dag".

Den lukkede bog

En god forfatter giver en lyst til selv at prøve krafter med mediet. En fantastisk forfatter viser een, at det evner man SLET SLET ikke. Jette Kaarsbøl er af den sidste kategori!

Jeg er lige blevet færdig med "Den lukkede bog". Hold OP hvor var den god! Den er så forrygende skrevet. Jeg har det lidt som om det var bogversionen af teaterets "totalteater".

Først og fremmest er det historien om Frederikke og Frederik. Frederikke, der er opvokset i det finere borgerskab - og nu - sidst i 1800'tallet, er hun giftemoden. Christian - en ung præst - står klar i kulissen og forlovelsen er et faktum. Christian kan tilbyde Frederikke alt det hun forventer og kender hjemmefra. Samme ideologi - de har samme måde at tænke på.

Og forbi kommer Frederik. Frederik og hans søster Amalie viser Frederikke, at der er en helt ny måde at være på, at tænke på. At leve på! Frederikke er som alle andre forblændet af Frederiks talegaver og hans måde at være på. Da Frederik foreslår et "proformaægteskab" hvor hun skal være fri til at gøre hvad hun vil, siger hun "ja" - selvom man som læser sagtens kan se, at hun forstår slet ikke den måde at tænke på. Hun vil aldrig være i stand til at håndterer den frihed, Frederik forsøger at give hende.

Og allerede her begynder den opmærksomme læser at tænke sit: Hvorfor skulle en mand har lyst til at indgå et ægteskab "uden forpligtelser" ? Mon ikke han er??

Man forelsker sig i Frederikke.. Man knuselsker Frederik. Og man krummer tæerne, når man side for side, ser hvordan de to - elskværdige mennesker - slet ikke kender hinanden. Slet ikke forstår hinanden.  

Bogen er vanvittig god. Intet mindre.

Jeg er dybt imponeret af sprogbrugen i bogen, der på den ene side er letforståelig og god at læse - men på den anden side meget tyderligt er voldsomt inspireret af tiden og af tonen. Dette giver bogen en ekstra dimension.

Ligeledes leder forfatteren nogen gange "os" læserne ind bagved. Vi ser ting gennem en rude eller over skulderen - og vi får fortællerens pirkende synspunkter. Det virker utrolig godt. Man føler sig lidt som en belurende nysgerrig udeforstående.

Spin

Jeg har ikke helt fået fnist færdig endnu. De sidste linier blev slugt på vej i toget.

Per Helge Sørensens forfatterskab bliver bedre og bedre. Nu glæder jeg mig til at læse yderligere fra hans hånd.

Jeg er lige blevet færdig med "Spin". En bog, der med al ønskelig tydelighed viser, hvor lidt selve "emnet" er relevant i forhold til de bagvedliggende motiver for at håndterer sager, som man gør.

Bogen tager sit udgangspunkt i en række forskellige personer. Journalistpraktikanten, der drømmer om en forside, kontorchefen, der tænker mest på sin stilling og dennes status i forhold til sin departementchef - og ministeren, PR-pigen, der gerne vil vise sin nye arbejdsplads slagskraft og evnen til at slå igennem - og så til sidst er der stakkels Herman. Herman, der arbejder i et forsikringsselskab - og som i forvejen har problemer med at få faktureret timer nok. Stakkels Herman, der har knas med kærligheden - og meningen med livet. Stakkels stakkels Herman, der en sen aftentime trykker sig tre links igennem - og pludselig fanger selv selv i at sidde og stirrer på porno af en udklædt kvinde som "den frække skolepige".

Spillet går i gang - og alle er pludselig enige om, at "grænseløs porno" er noget værre noget. Reklamebureauet spinner videre. Deres kunder profiterer på at være "ansvarsfulde" og "aktive" i kampen mod den grænseløse porno. Ministeren soler sig i spotlightet - som er opstået, fordi hans embedsmand var hurtig på aftrækkeren - og sørgede for, at ministeren virkede handlekraftig - i stedet for "grå". Alle profiterer på hver deres måde over et filter, der bliver udviklet - og at den generelle holdning bliver, at porno skal væk - og at ungerne skal beskyttet.

Og midt i alt dette står Herman og skammer sig over hans natlige smutter.

Han mister jobbet, kæresten og pengene.. Og da der endelig er nogen, der vil hjælpe ham - og får ham lidt op igen, viser det sig gudhjælpemig at også denne person har noget at vinde.

Snurretoppen snurrer - og løsningen ser umidlbart uoverskuelig ud. Indtil nogen kan hjælpe med at spinne snurretoppen den anden vej.

Jeg kunne altså ikke lade være med at grine lidt af "stakkels" pornoramte Herman.

Bogen er virkelig alletiders - og kan varmt anbefales. Den giver et godt indblik i fornemmelse af, at "sagen" ikke nødvendigvis er det vigtigste - med at der er "agendaer" under "sagen". Det vil jeg ihvertfald huske mig selv på, næste gang en ny "holdning" præger samfundet og landes forsider.

Dumme hvide mænd

Jeg elsker Michael Moore.

Hans knastørrer humor og gennemborede journalistisk er fed. Og så er han så ræverød, som man nærmest kan være.

Derfor var det med største fornøjelse, jeg købte ovenstående bog til en lille 50'er. Og læsningen er ganske fornøjelig.

Dog skal man holde tungen lige i munden. For han ved meget, den kære mand, og på en enkel sætning kan han nå gennem adskillige fact fra alverdens verdenshjørner - og blande dem sammen til en simpel og sædfølgelig konklusion.

Bogen handler om, at George Bush faktisk slet ikke er demokratisk valgt. At han slet ikke burde sidde hvor han sidder.. Og hvad han helt nøjagtigt står for. Den er spækket med så mange fakta omkring Bush og hans regering - og deres måde at bruge magten på, at det tager pusten helt fra een.

Vi starter med at høre, hvordan Bush bagmænd sørgede for at fratage så mange sorte deres stemmeret, som muligt (i Californien... primært fordi de vílle have "stemt forkert" ) og hvordan han efterfølgende vinder med ganske få stemmer - og herefter nægter at accepterer, at stemmerne tælles igen. Det, der overraskede mig i den retning, var ikke så meget det faktum, at det var MEGET MEGET tæt. Når der er tale om få hundrede stemmer til den ene eller den anden side (som der er i dette tilfælde), så mener jeg nu ikke der er så meget "kup" over det. Nå ja.. Men det, der chokerer mig, er så måden man i USA tæller stemmerne op. Moores konklusion er, at 154 millioner IKKE stemte på Bush - ud af 200 mill. stemmeberettiget. Se - SÅ kan jeg måske bedre forstå, at man taler om "kup"

Moore fortæller efterfølgende om hvordan regeringen er sammensat - og det ER uhyggelig læsning. F.eks. Dick Cheney, vicepræsidenten - som Moore mener er den fungerende præsident. Manden var IMOD løsladelse af Nelson Mandela og han er så meget imod abort - at end ikke kvinder, der er blevet gravide efter overgreb som incest eller voldtægt, skal have mulighed for abort.

Men det, der er værst er faktisk, at mere eller mindre samtlige af de mennesker, der sidder i regeringen, sidder der for at hyppe deres egne heste. Dermed har de fattige - og mellemklassen i USA uhyggelige dårlige kår. F.eks. sundhedsministeren, der har tunge og dybe forbindelser til tobaksindustrien. Eller energiministeren, der har tunge forbindelser i bilbranchen - en branche, der mærkeligt nok ikke synes at beskatning på bezin er nogen god ide.

Moore skriver også et brev til Bush - et åbent brev, hvor han hentyder, at Bush både er alkoholiker, ordblind og kriminel. Moore gennemgår minutiøst, hvordan der er tegn og direkte beviser på det hele - og han prøver at fortælle, hvorfor hver enkel ting, kan være meget alvorlige for landets sikkerhed. Og manden har jo ret!

Alt i alt en bog, jeg synes jeg bliver klogere af.. men også en bog, der er svær at gennemskue helt hvad der er facts - og hvad der er Moores egne konklusioner. For der er ingen tvivl om, at Moore på INGEN måde kan lide Bush og de bagmænd, der hjælper ham.

I fiktionens vold..

Jeg husker helt ned i detaljer, hvordan følelserne kørte rundt i kroppen, da jeg læste Nevil Shutes Ventetid. Jeg arbejdede dengang som ekspedient i en DSB kiosk, og fornemmelsen i kroppen var direkte fremkommet af de makabre fortællinger i bogen. Håbløsheden, der blev mere og mere gennemsyrende. Til sidst stod jeg der og skulle lægge bånd på mig selv, for ikke at forære butikken væk for "vi skal jo alligevel dø allesammen lige om lidt".

Den slags oplevelser har jeg haft mange af. Hovedet er så langt inde i bogen, at ens fysiske jeg næsten lever med.

Og min sidste bog,- mailstorm,- er endnu een af den slags bøger. Her handler det om overvågning via nettet. Om "big brother" der overvåger. Og om spyware, der kan lave de utroligste ting. 'Min forståelse af spyware er alene, at de samler viden om personer, så de kan afsende "målrettet" reklame - men i bogen bruges spyware på en helt anden og mere hårrejsende måde.

Jeg kan mærke, at bogen kryber ind under huden på mig, i og med, at jeg bliver mere mistroisk overfor nettet og dets muligheder. Mere distancerende. Og så hjælper det ikke ligefrem, at jeg læste Mortens novelle på Fyldepennen.

For mig, er det helhedsoplevelsen ved at læse. Fornemmelserne i kroppen. At blive smittet af en spirende forelskelse, eller mærke håbløshedens afgrund. Det er det, der for mig, får det skrevne ord til at være magisk.. og levende.

Mailstorm

Jeg købte faktisk kun bogen, fordi den foregik med udgangspunkt på min gamle arbejdsplads. Jeg tænkte, det ville være sjovt at læse andres måder at se min arbejdsplads på.. men.. jeg fik lagt den fra mig. Det er nu adskillige år siden, jeg købte bogen.

Nu er jeg solgt. Sproget er godt og flydende og forfatteren fanger stemninger, som jeg synes, jeg kan refererer til. Jeg forstår personerne i bogen - og kan - selv det handler om ph.d. afhandlinger og forholdsvis tunge emner - sagtens følge med i forholdsvis komplicerede problemstillinger omkring kryptering og it generelt.

Hovedpersonen er Ph.d. forsker ansat på DTU. En anden studerende på samme institut prøver en aften at kontakte ham.. men inden han når at kontakte ham, er manden forsvundet - og en sag er pludselig igang. Hurtigt finder hovedpersonen ud af, at han har været vidne til den anden studerendes mord via webcam - og tilfældigheder. Og nu prøver hovedpersonen så at finde ud af, hvad årsagen til mordet - og myndighedernes måde at reagerer på, skyldes.

Titlen "mailstorm" fortæller om det fænomen, hvor een person sender en mail til 200 (eller flere) personer. Når disse 200 personer så svarer denne mail og igen sender til alle - så er mailstormen en realitet... når alle svarer på alles mails - og gensvarer - og hele tiden sender mails til 200 personer af gangen. Dette kan få selv en hardcore mailserver til at gå ned.

I bogen handler mailstormen om en ph.d. studerende, der sender et spørgsmål rundt til alle om, hvorfor der aldrig er nogen rene kopper i køkkenet. I denne mail får han angrebet og anklaget samtlige af de 200 mennesker som værende årsagen til de manglende kopper. Hermed får alle lyst til at svarer - i ren harm over at blive "anklaget" for at være ansvarlig for de manglende rene kopper. Vupti - en mailstorm er en realitet.  

Ups.. Jeg slugte den

Jeg kunne slet ikke lade være.

Da jeg først kom igang med Box 21, kunne jeg slet ikke slippe den igen. Og selvom den var købt til mine lange togture - så holdte den kun lige en halv lørdag og lidt af søndagen med. Så var den slugt.

Bogen er rigtig god. Det vil sige HOVEDHISTORIEN er rigtig god. Den er godt opbygget - og det gyser i een at tænke, at mennesker vitterligt kan være så fornedrende. Det tegnede et rigtig godt billed af, hvad det vil sige, at blive fornedret - og hvad det gør ved eens sjæl. Barskt at læse, hvordan politifolk mv så to kvinder som "ludere", når sandheden var, at de var lokket til landet i anden anledning.. og efterfølgende holdt som slaver - for at tjene penge til deres "ejer".

Åhh, hvor kunne man bare godt forstå hovedpersonens reaktioner og gøren og laden. Åhh.. hvor man næsten heppede på hende, da hun udførte sin noget så sørgelige hævn.

Så grundhistorien var utrolig god og spændende.

MEN.. hvad i alverden lavede den anden historie der? Jeg ventede til det sidste på at få en klar forbindelse. En eller anden grund til, at jeg skulle læse om en narkoman, der solgte dope blandet op med vaskepulver - og derfor skulle have knust knæskallen. Jeg sad og var enormt irriteret hver gang den sidehistorie kom op - for det fjernede mit fokus fra den historie, der var væsentlig. Der var en forbindelse. En vag ting om, at den politimand, der grundlæggende arbejdede på sagen, havde en grum bagage og et hævnmotiv, der gjorde ham til alt andet end objektiv.

Og så var der sproget. Jeg elsker når sproget leger hen over linierne. Når sætningerne er som smør i mit sind. Når den ene side vender den anden.. og man ikke selv opdager hvornår den ene sætning starter - og hvornår den anden begynder. Sådan var det bestemt ikke med denne bog.

Sproget var klodset og en anelse stakatoagtigt. Billederne sad slet ikke fast  på nethinden.. og ordene blev ikke brugt så effektivt, som ord kan bruges. Men dertil skal så siges, at det er sjældent, jeg har læst en krimi, hvor sproget nærmere sig poesi.. Men jeg savner det hver gang.

Indtil jeg finder dig

Jeg ER blevet færdig med min John Irving: Indtil jeg finder dig.

Men jeg synes nu den var sej at komme igennem, for at være ærlig. Jeg havde svært ved at finde de skæve vinkler, som jeg normalt elsker John Irving for.. Og måske var det også fordi temaet i bogen, faldt mig meget for brystet.

Jack vokser op hos sin mor. Han starter med at rejse Europa rundt for at finde sin far - sammen med sin mor - på et tidspunkt, hvor han kun er 4 år gammel. I følge hans mor, så har Jacks far et ansvar for Jack - alene fordi han har været med til at sætte ham i verden.

Efterfølgende vokser Jack op. Han lærer at bryde - og han får et noget mystisk forhold til Emma - der er mange år ældre end ham. Hans mor og Emmas mor ender med at blive elskere - så Emma og Jack ender som en slags søskende. De bor sammen i mange år.

Jack tumler rundt i en verden af film og manuskribter. Han ønsker at slå igennem på det store lærred .. og det lykkes ham - særligt fordi han har en enestående evne til at spille transvistit. En evne, der allerede blev udviklet fra han var helt lille.

Gennem hele bogen ,er det en klar fornemmelse, at Jack skal have fundet ud af sit forhold til sin far. Det er klart meget hurtigt, at der ligger en masse usagte ting - og en masse løgne, der skal oprulles.. Og de bliver de.. Bare noget mindre spændende eller opsigtsvækkende, som jeg ellers havde forventet af John Irving.

Det er bestemt ikke en af de John Irving bøger, der bliver læst igen og igen herhjemme. Nu er jeg kommet igennem den. Det var en ok bog - men efter MIN mening var den ikke ret meget mere end det. Og det ærger mig - for det ligner ikke John Irving.

Box 21

Jeg har lige købt en bog, jeg ikke ved, om jeg har mod på at læse. "Box 21" hedder den - og den omhandler problemet med moderne slaveri. Den er skrevet af Roslund og Hellström, som jeg lige umidlbart ikke kan huske at have læst andet af. Problemet er, at denne historie er baseret på reelle undersøgelser af, hvordan østeuropæiske kvinder bliver behandlet.. og selvom historien må være fiktiv - så er rammerne omkring den meget reelle.

Berlingske gav den gode ord med på vejen, så nu har jeg købt den.

Efterfølgende har jeg set, at også bookworm har den anbefalet. Nu glæder jeg mig til at se, om jeg er enig med alle de rosende ord.

Underligt ikke helt at vide, om man glæder sig eller frygter at læse sin nye bog.

Kongemordet

Jeg elsker bøger, der giver mig lyst til at læse mere.

Sådan en bog var kongemordet - selvom jeg ikke var helt vild med, at handlingen forsvandt fra det politiske - og over i det kvindekampsagtige. Man kan ikke sige andet, end at det var en fantastisk bog - og en fantastisk slutning. Hanne-Vibeke Holst har en fantastisk evne til at binde alle de løse tråde sammen - og flette uventede og smukke mønstre frem.

GODT jeg ikke har læst Kronprinsessen endnu.. Så har jeg noget at se frem til.

Indtil jeg finder dig

Verdens absolut fedeste forfatter har endnu engang skrevet en KÆMPE roman. "Til jeg finder dig" kalder John Irving sin nyeste bog. Moppedrengen er på 800 sider - og kostede faktisk kun 299,00 - hvilket da må siges at være ultra billig sidepris.

Hver side bliver tilbedt som var det det pureste guld - for jeg kender fornemmelse.. Jeg HADER ,når jeg er igang med de sidste 25 sider af en John Irving bog.. En hæslig fornemmelse af, at lige om lidt lukker jeg låget til det univers, der til sidst overtager store dele af min bevidsthed.

Jeg elsker John Irvings evne til at introducerer miljøer og mennesker, man aldrig selv havde overvejet at tale med eller tænke nærmere over. I denne bog følger jeg Jack på hans rejse for at finde sin far. Jacks mor er tatovør - og Jacks far er musik - med en tatovering på låret med noderne fra en eller anden salme. Jacks far forsvandt før Jack blev født - og bogen handler så om jagten på ham.

Jeg læser rundt regnet 40 sider på en togtur retur - så der er til 20 dages fornøjelse... og hvilken en fornøjelse.

Engle og Dæmoner

Hvis du ser en kvinder komme gående - faretruende tæt på at ramle ind i alle lygtepæle på vejen, fordi hun insisterer på at gå og læse i en bog med blåt bind, har I sandsynligvis mødt mig.

Jeg er BIDT af den roman. "Engle og Dæmoner" foregår i lige så højt tempo, som "Da Vinci Mysteriet" - og den er svær at lægge fra sig, når man først er kommet igang. Men som mor til en 2-årig krudtugle, er det hip som haps med tiden til at læse i, så jeg sniger mig til alle de minutter, jeg kan i døgnets timer. Derfor faldt jeg i aftes i søvn på sofaen - kun med et koldt tæppe over mig - og derfor var jeg ved at gå ind i de første 5 mennesker på min vej fra stationen til Jonathans vuggestue.

Toiletbesøg får en helt anden betydning - og togturens ti minutters transporttid er pludselig ikke længere så lange og kedsommelige.

Der er intet så godt som en god bog.

Da Vinci mysteriet

Jeg er blevet snydt - og bedraget. Jeg er blevet berøvet og franarret. Primært er det TIDEN, der bliver tyvstjålet fra mig - men mine illusioner og drømme har bedrageren også været i sving med.

Til Jonathans fødselsdag kom Sanne med den bog, jeg havde spurgt, om jeg måtte låne. Da Vinci Mysteriet "Den er fanstastisk" havde hun sagt "Jeg slugte den på fem dage."

Det er lang tid tiden, jeg har været rigtig "væk" i en bog i dagevis - det er normalt ikke en luksus en mor med to børn rigtig har muligheden for, før ungerne er lidt størrer.. Boglæsninger for mig idag er meget små bidder af gangen - og jeg ved aldrig helt, hvornår jeg bliver revet ud af bogens virkelighed -og ud til den virkelighed, hvor Jonathan vil have en kop vand - eller maden er ved at koge over. Derfor er litteraturen også derefter.. lange snørklede og dybt interlektuelle tekster er ikke noget, jeg dyrker iøjeblikket - for inden jeg når at læse sætningen til ende, er jeg blevet afbrudt.

Da Vinci Mysteriet er nu blevet som mine smøger var det for år tilbage: Noget jeg bare MÅ have med mig hele tiden - og som jeg bare MÅ have doser af, hver gang, det lader sig gøre. Da Vinci mysteriet kan doseres i meget små mængder af gangen. Alene det, at der er 103 kapitler, før, at et kapitel hurtigt er læst - og man går ikke glip af noget, selvom der er bleer, der skal skiftes - og skoletasker, der skal tjekkes.

Jeg er kun 1/3 del gennem bogen - heldigvis. Jeg HADER at læse sidste side i en god bog - velvidende, at der ikke er mere - og måske ligefrem ikke kommer mere. Det er som om man har fået åbnet en hel verden - fået malet den i alle de rigtige farver, forelsket sig i båder menneskerne i verden - og i alle scenarierne.. og så med et - ved sidste punktum, falder verden sammen og forsvinder, som sandet i et timeglas.

Min drømme om nogensinde at blive forfatter - at skrive noget begavet - og få andre mennesker til at læse det - forsvinder, for hver side, jeg læser. FOr det første er forfatterens baggrundsviden om alle de symboler og ting, han berører i bogen, eminent. Jeg føler mig blæst bagud.. for selvom jeg føler mig erfaren på livet, så er det tydeligt, at jeg ved så lidt - når jeg læser en bog som denne.

For det andet: Fantasien til at sætte alt dette op. Fantasien, der skal udtænke dette plot - og skal skabe ledetråd efter ledetråd. Tænk at være inde i sådan en hjerne, hvor verden er fuld af sådanne tanker!! Det må være en gave. Det må være meget, meget svært at kede sig.

Jeg elsker en god bog, der får mig til at forsvinde ind i et andet univers. En bog, der giver mig nye forståelser for ting - sætter ting i perspektiv. Jeg elsker at finde ud af, at selvom jeg selv synes jeg har en livlig og farverig fantasi - så er der mennesker, hvis fantasi er så utrolige, at man kun kan misunde det.

Handlingen?? Læs den!! Den er KNALD godt skrevet.