Man ved, man har en go arbejdsplads..

... når man bare griber telefonen, for at fortælle kollegaen, at man tager sønnike med på arbejde imorgen.

Lillemanden er nemlig kommet hostende og spruttende hjem.

"Er du sikker på, du ikke hellere vil blive hjemme hos ham?" var svaret.

Men nøjagtigt, hvor godt man har det, gik nok først op for mig, da jeg efterfølgende modtager opkaldet fra kollegaen. "Jeg tænkte bare på: Hvilket wienerbrød kan din søn bedst lide?"

Muffins og tjenester

Hver dag - omkring kl. 10, ringer det på, på vores dørtelefon. Vores kontor ligger i centrum af København - og adskillige andre virksomheder bor i vores opgang. Nederst er det en lille cafe, der først åbner, når jeg går hjem.

Men hver dag, får denne lille café leveret muffins til døren. Og hver dag skal denne mand, der leverer muffins'ene ind af vores hoveddør - og derfor ringer han på.

Da han havde ringet på i en uge, kom jeg til at spørge ham, hvornår han ville komme op forbi os med en kage?

Og sørme om manden ikke ringer på idag - med et stort smil. "Det er kagemanden" siger han "Og idag har jeg også kager med til dig".

Så lige nu sidder jeg og guffer de lækreste muffins med appelsin og chokolade - og ingefær og kanel i mig. Jeg kan kun anbefale de muffins :-)

Ingen tvivl om, at han skal være velkommen til at ringe på hos os for eftertiden :-)

En af de trælse arbejdsdage..

Høj sol - og skoene af.

Hvor er det dog trist, at sidde her - alene og knoklende - mens vejret griner af mig :-)

Synergi-effekt

Det summer.. over det hele. Ideer fødes - og inden de når bordkanten, tager en anden fat, for at gøre den til virkelighed.

Imorgen er jeg på årsmøde - og det er jeg resten af ugen. Og de sidste timer er endelig kommet. 6 arbejdstimer er der tilbage - før vi står i vores fineste puds - og skal fremlægge vores arbejde.

Det er intet mindre end fantastisk at være med til. 1000 små ting skal der tages hensyn til. Vi knokler sammen - og hver for sig mod et fælles mål.. og målet er nu lige om hjørnet.  

Nu kan jeg huske, hvorfor det var, jeg gerne ville opleve denne form for arbejde.

Der er dage hvor..

.. det at have to arbejdspladser - og dermed to "arbejdsdage" i rap, burde være forbudt.

Idag er een af dem. Jeg vil hjem og SOVE!!

Glæden ved monotont arbejde

"Det er SÅ hårdt at stå der og kopierer - og lægge i kuverter - monotont og kedeligt" siger de fleste.

Tænk - jeg elsker det..

Og inden jeg kommer for langt, skal jeg nok fortsætte med at sige .. i små mængder.

Men to dage - med arbejde, hvor man kopierer, pakker og samler - det passer mig fint.

Jeg arbejdede på en lille fabrik, lige efter jeg var gået ud af gymnasiet. Jeg skulle sidde ved en svejsemaskine (tror jeg den hed) og samle mapper - sådan nogle brevordner, der er på ethvert kontor med respekt for sig selv. 8 timer om dagen sad jeg og lavede de samme 5 bevægelser om og om igen.

Det gjorde jeg så også kun i 2 eller 3 uger - men helt ærligt: jeg synes det var sjovt! Intet kan rigtig gå galt - man kender arbejdesrytmen og man kan lade tankerne flyve langt langt væk undervejs. Det er ikke så tit, jeg i mit daglige arbejde, får lov at lade tankerne være et helt andet sted, end lige der hvor jeg sidder og knokler.. Og indimellem er det altså en befrielse!

..og strømmen gik

Idag har vi elektriker på besøg. Han skal lige fikse et par lamper - og tage nogle gamle strømførende skinner ned.

SZWiiiith

Sagde det.

"Hvor er el-skabet?"

Når man har kontor i indre København - i det aller ældste - så er det ikke lige sådan at finde et el-skab - så det endte med at vi måtte have viceværten til at komme forbi - og flytte en bogreol, der herefter fremviste et stk. el-skab.

Men det er jo slet ikke det, dette indlæg skal omhandle. Næ nej - det er tiden mellem SZWiiiith og INDTIL vi fandt skabet. Der gik nemlig rundt regnet en time.

Skønt - telefonen var død - computeren var død. Ergo: jeg kan ikke lave noget fornuftigt.. Og dog? Har jeg noget arkivering? Nåå nej - det kan jeg heller ikke lave - for det skal registreres i databasen - på computeren - der ikke har strøm.

Hvad søren. Lidt tid til mig selv? Skøøønt. En kop kaffe skal gøre godt.. NÅÅÅÅ nej. Nå.. jamen så en lunken cacaomælk da.

Jeg kom frem til, at det eneste, jeg KUNNE foretage mig, var at hjælpe min stakkels elektriker med at få skinnerne ned. For hvad KAN man lave idag uden strøm? (Når det dog er en KENDE for provokerende at slænge benene op på bordet og læse i den medbragte bog)

At arbejde mod fælles mål

Jeg har arbejdet på forskellige arbejdspladser efterhånden, og det jeg primært har opdaget er, at store arbejdspladser giver "skæve" mål. En stor virksomhed må nødvendigvis også favne bredere.. og når man så især er indenfor det offentlige - så er der pludselig langt flere mål igen.

Igennem mange år, har jeg savnet at have et fælles mål med min kollegaer. Min mand arbejdede i en virksomhed, der gav rødvin, hvis budgettallene blev nået for måneden. Det gav en kampånd og en iver på arbejdspladsen - som jeg kunne se på - men som jeg aldrig har oplevet. Fornemmelse af alle, der arbejdede sammen som een. Luften, der var intens af skulderklap og "kom nu - vi ka godt" korpsånd, indåndede jeg med største misundelse.

Da jeg så stod overfor et jobskifte, og definerede hvad jeg drømte om i et nyt job, fandt jeg faktisk ud af at det med et fælles mål.. Det med at glædes med min kollegaer, fordi vi nåede fælles mål... det har jeg faktisk savnet.

Ligenu står jeg med begge ben placeret midt i sådan et arrangement. Vi skal afholde et størrer møde - og deltagerantallet er et klart succesparameter.

Jeg har sat fine oversigtsplancher op på min plads, som jeg dagligt opdaterer.. så vi sammen kan se, hvor vi er - og hvor vi måske ender. Det føles fedt at have et mål til fælles.. Arbejdspladsen bliver mere intens og mere personlig. Nu glæder jeg mig bare til at se, om vi når målet :-)

Ro

Det er utroligt så meget mere man kan udrette, når man har ro og harmoni på sin arbejdsplads. Jeg ELSKER mit arbejde - og jeg nyder de mennesker jeg er sammen med. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft det sådan!

I starten var der ikke så hemsk meget at lave - men efterhånden er jeg kommet mere op i gear - og kan efterhånden sagtens have arbejde til en hel dag - dog uden på nogen måde at få sved på panden - eller gå hjem med stress i maven. Det er SÅ befriende. Alle mennesker fortjener sådan en arbejdsplads!

Forståelsen for forandringen

Når man står midt i en uoverskuelig situation, er det svært at gennemskue, hvordan man nogensinde kan komme ud.

Argumenterne for aldrig at ændre noget, er overvældende.. Lad os for eksempelvis sige, at man er i et job, man ikke ønsker at være i. Et job, der tærer på eens ressourcer i en grad, så der ikke er noget tilbage, når man vender hjem til den familie, man alt andet lige ønsker at sætte i højsæde.

Hurtigt bliver argumenterne: "Jamen - vi har jo brug for pengene" og "Nå ja - men det er vel heller ikke så slemt. Måske er det bare en periode" eller "Det er nok bare mig, der ikke er hurtig nok - dygtig nok" (Et ægte kvindeargument)

I virkeligheden er det vel angsten for forandring, der stikker sit grimme hoved op.

Jeg hoppede ud. Og jeg har lige fået min første lønseddel. Og jeg er lykkelig på alle fronter. 

Jeg må lige forklare hoppet. Jeg gik fra 37 timer fra en arbejdsplads, der lå lige i nærheden af mit hjem. 37 meget stressede timer, der oftes var langt mere end 37 timer. Dertil kom at ansvaret var overvældende. Jeg havde et ansvarsområde, som jeg efterfølgende har opdaget normalt er delt på 3 leder - måske ligefrem 4. Vi var mig - og min kollega, der kun var "på området" gennemsnitligt 3 timer om dagen.

På positiv siden så gjorde jeg en forskel i mit arbejde. Der var mennesker, der kunne mærke min indflydelse og var glade for den.  Det fortalte de mig også. Og jeg havde gode søde og dejlige kollegaer på alle fronter. Tilgengæld var der også mange, der brokkede sig højlydt og ofte.. da det var et område, der var øretævernes holdeplads. Telefonen var rødglødende hele dagen. Jeg talte typisk i telefon med 10 forskellige mennesker på en time - og hele tiden med den vide, at jeg BURDE være igang med at ringe til 5 andre. Når jeg gik hjem, var det altid med fornemmelse af, at jeg burde havde gjort mere - burde havde klaret mere.  

Jeg hoppede hertil mit nuværende arbejde: Mit dejlige lille kontor - med min egen lille computer og min egen lille - ikke ringende telefon. Ro.. Her er plads til at snakke.. plads til fordybelse .. plads til andet en lige arbejde hele tiden. Plads til tanker. Det er kun 26 timer . Jeg skal bruge 30 min på transport hver gang, jeg skal frem eller tilbage - så antallet af "sparet" timer er til at overskue.

Forskellen er markant. Jeg sover ikke længere, når jeg kommer hjem. Jeg lever ikke længere for at overleve den ene dag efter den anden. Jeg har overskud til at hjælpe min datter med lektierne - og snakke LÆNGE med min søn. Jeg gider lave mad - og jeg hygger mig med at læse for mine unger, når de kommer i seng. Jeg læser bøger og gemmer mig ikke bag min computerskærm.

I virkeligheden kan jeg slet ikke beskrive den største forskel.. for den er indeni Jeg har ro. Jeg har overskud og jeg har smil.

Jeg fatter slet ikke, hvordan jeg kunne leve på den anden måde.. men det er så nemt at sige, når først skridtet er taget. Underligt, at det føltes så svært at tage.

Den dejligste morgen

I dag blev store snakkedag på arbejdet. Min kollega fik - i ro og mag - fortalt stort set hele sin livshistorie. Og jeg min. Vi snakkede og snakkede.. og det blev hyggeligere for hver time, der gik.

Jeg har aldrig arbejdet på en arbejdsplads, der så oprigtigt var interesseret i mig som menneske. Det er fantastisk at opleve, at man er savnet på sin arbejdsplads. Ikke fordi man er god til sit arbejde - men alene fordi man er sig selv.

Det er længe siden, jeg sidst har glædet mig til at komme på arbejde. Det gør jeg nu.

.. her er så stille nu

Min kollega er lige gået hjem. Og jeg skal passe telefonen her de næste 30 minutter.

For 14 dage siden, arbejdede jeg i et miljø, hvor der konstant var larm. Hele tiden stemmer, der talte i telefon, radioer, mobiltelefoner, der ringede, computerer, der summede.

Nu sidder jeg her - helt alene - og den eneste lyd er lyden af tasterne, efterhånden som jeg rammer dem.

Underlig fornemmelse.

.. som at komme hjem

Jeg har været på min nye arbejdsplads idag.

Det startede ellers ikke spor godt. Jeg var feberhed og meget meget dårlig, da jeg igår gik hjem. Tanken om at være imødekommende og frisk til nye tiltag forekom mig mildest talt ikke behagelig. Natten gjorde ikke tingene bedre. Jonathan og Tikka skiftes til at vække mig. Den ene ved at være vred over at ligge i egen seng og den anden fordi min tæer tilsyneladende er det sjoveste legetøj kl. 4 om natten.

"Nå ja - den posetive side er vel, at jeg umuligt kan få mere rander under øjnene end jeg har nu" måtte jeg sanden til spejlbilledet,- mens jeg slugte mine vidunderpiller og håbede på et mirakel.

Togturen var hyggelig. Først og fremmest fordi jeg fik læst - i fred og ro. Det var utrolig dejligt at have tiden til at fordybe sig. Jeg blev kun afbrudt af min mor, der ringede for at sige held og lykke. "Er du frisk til at møde dem?" spugte hun. Jeg svarede "ja ja" velvidende, at min 8 nærmeste medpassagerer nok ville rykke sig noget nervøst i sædet, hvis jeg forklarede hende, at jeg tror jeg har influenza, at nyset hele tiden sidder i næsen og at både øjne og næse løber, så man skulle tro Mary og Frederik igen blev gift.

Men så nåede jeg målet.

Nu vil jeg ikke normalt omtale mit arbejde.. men mage til søde mennesker, skal man lede længe efter. Ro.. ro.. var det første, der omgav mig. En uendelig fornemmelse af ro. Morgenbordet var dækket og kaffen brygget. På mit nye kontor stod en buket blomster og bød mig velkommen. Medarbejderne havde god tid til at fortælle mig om arbejdspladsen - om livet på kontoret og ikke mindst livet generelt. Der var plads til en hyggesnak - og ro til at fordybe sig i de opgaver, der ligger foran.

Da klokken var 14:30 spurgte jeg om der ikke var noget, jeg kunne gøre for dem, da jeg ikke rigtig kunne se, hvad jeg ellers skulle bruge tiden til. "Begynd du lige så stille at pakke sammen" sagde min chef. "Jamen - det KAN jeg da ikke" svarede jeg. Da klokken var fyraften var det samme chef, der smed mig og min kollega ud af døren. "I har et tog, I skal nå" sagde han. "På gensyn imorgen"

Jeg var hjemme med Jonathan nogenlunde samme tid, som jeg plejer - men der var en væsentlig forskel - til trods for at influenzaen stadig sidder i kroppen - så er jeg ikke så dødtræt, at jeg mest af alt har lyst til at lægge mig ned og sove .. som jeg ellers plejer. (Vel og mærket UDEN influenzaen)

Tænk - den form for arbejde, kunne jeg godt gå hen og blive helt afhængig af - selvom jeg godt vil have lidt flere opgaver.. (men om ikke også det kommer helt automatisk efterhånden som jeg lærer kontoret at kende?)

Eneste negative er faktisk, at jeg har dårlig samvittighed overfor min gamle arbejdsplads - fordi jeg ved de nu er hårdt trængt den næste måned.

Ambivalent

Sære følelser. Idag tog jeg mig selv i at sidde og sige, at jeg egentligt godt lige ville have tre måneder mere på min nuværende arbejde. Og ikke nok med at jeg tog mig selv i det, jeg mente det gudhjælpe mig også!

Det er virkelig en underlig fornemmelse.. en uafsluttet fornemmelse af gå fra mit nuværende arbejde. "Jamen så bliv" smilede min kollega. Men det kan jeg jo ikke.. og det vil jeg vel heller ikke!

Jeg glæder mig stadig enormt til at komme igang med det andet, jeg skal lave. Men jeg ville så gerne efterlade mit gamle arbejdsplads på en måde, så min forhenværende tilstedeværelse hjælper dem fremover. Og det kommer jeg også til. Men når man laver sådan nogle øvelser, kan man altid forbedre det man er ved .. Gøre det mere fuldendt. Og problemet er bare, at hele pointen er, at det ALDRIG bliver helt fuldendt.. for det jeg arbejder med, er først og fremmest dynamisk.

Nu vel da - 7 arbejdsdage tilbage.   

Dagdrømmeri

Dagene går i høj grad med dagdrømmeri. Tænk - mine længste arbejdsdage bliver 6 timer. Det svarer rundt regnet til den korteste idag. Det bliver helt vildt underligt at skulle hjem efter så kort tid.

Jeg glæder mig til arbejdet. Jeg skal arbejde med web og database - hvilket jeg som sådan også gør idag - men her tror jeg desuden der er mulighed for yderligere kurser i Acces - og DET ønsker jeg mig. Ligesom at databasen bliver taget noget mere seriøst.

Jeg glæder mig til roen. Telefonerne der IKKE kimer hele tiden. Godt nok skal telefonerne nok ringe - men som det er idag, er det meget sjældent, at der er 5 minutter, hvor telefonerne IKKE ringer - og det er vanvittigt stressende. Særligt fordi de ringer videre selv om man har taget røret - og er igang med at eksedierer. Tænk at tage telefonen, lægge den på igen .. og bare vente på den ringer igen. Åhh.. saglig fred.

Jeg glæder mig til København. Onsdag henter mormor altid Jonthan. Det bliver hun ved med. Onsdag har jeg fri kl. 14 - og der kunne jeg jo lige tage en rundte i København. Tænk at shoppe i København - og ikke vores lille bymidte med slet udvalg og dyre priser.

Jeg glæder mig til to nye kollegaer. De lyder så forbandet søde. Det virker som en arbejdsplads, hvor jeg bliver taget imod. Hvor der er en plads klar til mig, når jeg kommer - og tid til at sætte mig ind i nye arbejdsopgaver. Måske der ligefrem er morgenmad, når jeg kommer - eller blomster. Det skulle ikke undre mig. Modsat hvor jeg er nu.

Og togturen - selv togturen, der kommer til at stjæle meget af min tid, glæder jeg mig til. Tænk at have minutter for mig selv. Ro til mig selv. Inden jeg jagter videre.. i min kamp for at nå vuggestuen inden lukketid.

Tænk, at hente Jonthan på et tidspunkt, hvor langt de fleste IKKE er hentet! Tænk, at få lov at se ham lege med de andre børn. Jeg havde efterlyst, at han legede med andre-  men pædagogen forklarede mig, at det var fordi dem, han leger med, er gået hjem, før jeg kommer.

Tænk ikke at være segnefærdig når jeg kommer hjem. Tænk at kunne sætte sig med en kop te - og have LYST til resten af dagen - og ikke bare have lyst til at lægge sig med det samme - fordi dagen har været lang og stressende.

Tænk - alt det sker om 13 arbejdsdage.. 12 arbejdsdage mere - så er det slut.

15 dage tilbage

Der er dage, hvor jeg bliver helt sentimental ved tanken om, at jeg skal væk. At jeg ikke længere skal have kontakt med alle de søde mennesker, jeg omgiver mig med dagligt. Jeg kan næsten ikke overskue at skulle sige farvel til alle de piger, jeg hver dag har kontakt med.

Og så er der dage, hvor jeg glæder mig som bare fan... til at komme videre. I dag var en af de sidste.

15 arbejdsdage tilbage! Det MÅ kunne klares.

.. en lille fugl synge om ...

Jeg sagde op så hurtigt, jeg kunne, da jeg fik tilbudt det arbejde, jeg skal igang med til november. Men ellers havde jeg en fornemmelse af, at det nok var bedst at vente lidt med at fortælle mine øvrige medarbejdere det. Min chefer vidste det.. alle andre behøvede ikke.

Det er bestemt ikke fordi jeg ikke gerne vil sige ordentligt farvel - men mere fordi arbejdstiden desværre ikke er til, at jeg kan tage alle de samtaler med medarbejderne - hvor jeg i 10-15 minutter skal fortælle hver enkel, hvad jeg skal lave - og hvorfor jeg siger op.

Derfor havde jeg bestemt mig for at sige det den sidste uge - inden jeg stoppede.

Og så var det jeg opdagede "sladder" .. Det er kommet helt bag på mig. Det første var en medarbejder, der kunne mærke noget.. Hun sagde direkte til mig, at hun mente, jeg havde været til jobsamtale - og at hun mente, jeg havde fået det. Jeg var paf. Desuden var det en medarbejder, som jeg har et rigtig godt forhold til, og som jeg holder meget af.. Så så kunne jeg lige så godt fortælle hende det..

Der gik kun 1 time fra jeg havde fortalt hende det, til telefonen ringede. "HEjjjj.. Jeg har hørt en lille fugl synge om" fedtede en anden medarbejder. Jeg benægtede og smilede i telefonen. Fortalte noget om at små fugler siger pip og store fugle siger PIPPIP.. men det var hun nu ligeglad med.. og hun stoppede ikke, før jeg havde bekræftet, at rygtet var sandt: Jeg har fået nyt arbejde. Dagen efter ringede en KLIENT og fortalte, at hun var ked af at jeg skulle stoppe.. at hun ville savne mig, men at hun ønskede mig alt godt.

På torsdag sender jeg breve ud til alle medarbejdere, og så må jeg skrive det til alle.. For igen idag har to ringet.. Og alt dette rygteri koster faktisk flere timer/minutter, end det havde gjort at sige det enkeltvis.. også fordi det pludselig er ude blandt mennesker man SLET ikke kan se, hvorfor de skal vide det.. lige nu.

På torsdag ved alle det. Og desto flere der ved det, jo mere kan jeg mærke klumpen i maven. Jeg kommer til at savne dem.. Jeg kommer til at savne den adrenalin, jeg så desperat flygter fra. Jeg kommer til at savne mine søde piger, der snor mig om deres finger og snyder mig når de kan.. Men som også hjælper mig, hver gang tingene slet ikke kan løses.

Det bliver faktisk slet ikke så let at stoppe, som jeg havde forventet.

.. altså med mindre du skal noget andet

Min nye chef ringede i dag. Han lyder så ubeskrivelig sød i telefonen. Han ville bare lige være sikker på, om jeg ville sige ja - hvilket jeg jo så kunne bekræfte. Papirerne er underskrevet - og på vej til København

"Hvis du ikke allerede er optaget d. 16. december, så vil jeg meget gerne have lov at inviterer dig til julefrokost sammen med dine fremtidige brugere.. altså hvis du altså ikke allerede har andre planer"

Jeg har endnu ingen planer for den dag i december. Det går nok :-) Dejligt med tidligere indbydelser.

Nyt job

Jep, jeg har fået nyt job. Jeg starter 1/11-2005. Arbejdsopgaverne i forhold til beskrevet kunne ikke være bedre - det er helt nøjagtigt hvad jeg ELSKER at lave. Og arbejdstiderne - 26 timer om ugen - kunne ikke være bedre. Arbejdsånden minder meget om noget, jeg har prøvet før - som jeg elskede.. så nu glæder jeg mig bare til at starte. Eneste ting, der bliver lidt spændende er det faktum, at vi kun er tre på kontoret. Det er intimt og tæt. Og det gør, at der ikke rigtig er nogen steder at "gå hen" hvis der er en kollega, man ikke rigtig kan med. Men jeg har mødt dem - og de virker som mennesker, jeg sagtens ville kunne arbejde sammen med - også over tid.

Jeg ville lige vente med at skrive det sådan helt officielt til jeg havde fået sagt det på mit nuværende arbejde. Det er nu gjort.

Nu skal det gamle arbejde "lukkes" ordentligt. Jeg fik talt med min chef, som ønskede mig held og lykke - og som samtidigt åbnede for, at vi fremtidigt kunne tale sammen. Jeg kunne komme timebetalt og kigge lidt på deres ting, hvis jeg ville. Det må tiden vise, om det bliver til noget. Jeg var ret bange for, at mit nuværende arbejde skulle blive sure - og fryse mig ude i den sidste tid .. men det lover ikke desto mindre rigtig godt. Jeg vil helst gå som "gode venner".. og det ser det ud til, at jeg får lov til.  

..og vi valgte så dig..

Det er underligt.

Det er ikke fordi jeg har været til så forbandet mange samtaler i mit liv. Ikke desto mindre får jeg næsten altid jobbet. Jeg har faktisk fundet ud af det. Hvis der er mænd med til ansættelsessamtalen, så er sandsynligheden for, at jeg får jobbet meget høj - hvorimod hvis det er en kvinde - og kun en kvinde, jeg taler med - så smutter jobbet.

Det er den største optur, når telefonen så ringer - og personen i den anden ende siger ".. og vi valgte så dig" - men det er også en underlig følelse. For hvorfor blev det mig - frem for de tre andre?

Det får jeg ligesom aldrig svar på.

Til jobfest forleden i en småbrandert, fik jeg spurgt min nuværende chef. "Jamen, det var fordi du var kvik. Du havde brikker at rykke rundt med" Min første tanke er så: Hvad med de andre? Hvorfor havde de færrer brikker? Hvad fik mig til at skille mig ud? Jeg ville så gerne møde mine kompatanter - vide, hvad det var jeg var oppe imod.

Men det er en underlig rus - for .. jeg er dødglad for komplimentet - men ved ikke helt, hvad det egentligt er, jeg bliver komplimenteret for!! Er det min manglende håndsved? Min evne til at holde min kæft og lade dem fortælle om virksomheden i store flotte vendinger? Er det min beskrivelse af mig selv? Jeg ved det ikke - og jeg får aldrig svaret..

Jeg løste opgaven - og bestød.. uden jeg endnu ved, hvad opgaven reelt blev bedømt ud fra.

Men det er da stadig fedt at bestå.

I mit næste liv..

I min næste liv, vil jeg arbejde hjemmefra. Gerne med gode kollegaer on-line - og helst så tæt på, at vi kan ses på en café.

Mine arbejdsopgaver skal først og fremmest være at skrive. Skrive alt hvad min hjerte lyster - og i det tempo mit sind kan følge med. Tænk, hvis man kunne leve af, at tænke sig om - og skrive sine tanker ned.

Tænk, hvis andre fandt tankerne så interessante, at de ville læse dem. Ville betale for at læse dem.

Drømmejobbet skulle medføre, at jeg kunne være hjemme hos min børn og baserer mine skriverier på dem og på livet omkring dem. Der skulle være tid til et cafebesøg med andre - udveksle erfaringer, drømme og hverdagsliv.

Drømmejobbet skulle være uden deadlines og med forbehold for skriveblokeringer. For de opstår - og fantasiløsheden rammer som en boksehandske, hvis forudsætningerne for det skrevne mødes af krav om kreativitet på tid.

Arbejdstiden skal være ikke-defineret. Logisk set. Nogen gange skriver man bedst ved måneskæret - andre gange kribler det i fingrene hele dagen lang. Mine dage og min tid skulle defineres af mit arbejde. Jeg skulle have mulighed for at sætte resten af tilværelsen på standby, fordi tankerne vælter ind over mig - og ordene flyder fra fingrene.

Jeg hører gerne fra mulige arbejdsgivere, der ønsker ovenstående job besat :-)

At tage vare på sig selv.

"Hvis jeg skal arbejde over idag - vil jeg havde en underskrevet kontrakt med betingelserne, før jeg bliver" forklarede jeg min kollega og chef igår inden dagen startede rigtigt. Jeg har arbejdet over et utal af gange efterhånden - og jeg havde luret at dagen imorgen ville blive een af dem. Men jeg har aldrig fået noget for det - og når jeg har nævnt noget om det, er det blevet slået hen med både det ene og det andet. Nu havde jeg besluttet mig. Jeg gider ikke være til grin mere.

Da klokken var 16 lå der ihvertfald 4 timers arbejde på mit bord. Jeg blev faktisk lidt længere. Jeg blev så jeg var sikker på, man ikke kunne påstå - på nogen måde - at jeg ikke havde nået hvad der var rimeligt på 8 timer.

"Vi kan da godt finde ud af at du får overtidsbetaling - om tre uger - jeg lover, det skal nok gå iorden", var det sidste min kollega sagde til mig, da jeg gik ud af døren. Men der var ikke noget på skrift af nogen slags - så jeg gik hjem kl. 16:30

Jeg er en af de her slags vattede mennesker, der undervurderer mine egne evner og mit eget værd. Uanset hvad, var det et skridt i den rigtige retning for mit selvværd - og for min selvforståelse - at jeg ikke brød ned og sagde "Ok - vi tager det om tre uger" Jeg har lært noget. Der er ingen, der takker een for at man er ydmyg og ikke siger fra. Tværdimod - så udnytter de det bare igen og igen.

Arbeit mach frei oder ..

Det er altså noget underligt noget - eller også er det bare nøjagtigt MIN arbejdsplads.

Når jeg er på arbejde, har jeg den umiskendelige fornemmelse, at jeg er født for at komme på arbejde. At jeg lever hele mit liv, for at gøre mit arbejde godt, punktligt og til fulde - og hver dag kommer det som en stor overraskelse for min "chef" at jeg faktisk har et andet liv, jeg gerne vil hjem til, når klokken nærmer sig fyraften. At jeg faktisk ikke har lyst til at blive hængene - som i en anden ungdomsklub.  

Jeg forstår ikke fornemmelsen. Hvad er det der gør, at eens arbejdsplads SKAL føles så utrolig vigtig i eens liv? Jeg har valgt min kæreste - jeg har valgt at ville gifte mig med ham. Jeg har valgt at få børn - og jeg vælger nærmest dagligt, hvad vi sammen bruger tiden til. Jeg valgte i tidernes morgen at gå til samtale på mit job - men derudover er det ikke mig, der længere vælger. Jeg kendte ikke kollegaerne - de fulgte ligesom med jobbet (Og ikke at der så er noget galt med dem - slet ikke!!). Jeg kendte ikke arbejdopgaverne - de lå der bare ligesom, da jeg begyndte mit arbejde. Og alligevel skal jeg omfavne det, som var det selve meningen med livet. Selve grundessensen. Og vælger jeg familie til en dag - (f.eks. fordi lillemanden er syg - og manden ikke kan tage over - hvilket han gør for det meste) og dermed arbejdet fra - har jeg denne umiskendelige fornemmelse i maven om, at jeg er en "forræder" at jeg svigter og ikke lever op til krav - jeg ikke selv har stille - og slet ikke sagt ja til at udfylde.

Jeg VED godt, at min arbejdsplads er speciel. Men følelser var der også på den gamle arbejdsplads.

Hvordan kan det være at min loyalitet i så høj grad ligger hos "pengene" frem for hos min familie? Jeg forstår ikke helt følelserne i mig på det punkt.

Man kan gøre meget selv.

I dag sørgede jeg med at være færdig med de fleste af mine ting, kl. 15 - så da klokken var 16, var jeg helt færdig til at gå. Det var en SKØN fornemmelse at sidde i toget - og rent faktisk være gået til tiden.

Det er min absolutte plan at fortsætte med at gå til tiden. Hvis den - en gang hver 14. dag - er nødvendigt, at jeg tager en halv eller en hel time - er det fint med mig - men ikke hver dag - og ikke gratis.

Men måske handler det mere om mine egne bange fornemmelser, end det handler om de andre. Måske har jeg hængt ved, fordi jeg følte jeg burde? Måske skulle jeg være bedre til at sige fra?

Jeg øver mig i hvertfald i denne uge - og jeg har allerede bestilt spinning både til torsdag og lørdag - så jeg har bare med at holde det -så min træning kan komme igang igen.

Tænk, at man kan være så lettet og glad, alene fordi man gik til tiden - og ingen sagde noget?

Overarbejde

Der er ingen der beder mig om at blive. Ingen ville stoppe mig, hvis jeg gik. Men jeg forstår jo konsekvensen ved, at jeg går. Så er der ingen, der laver mit arbejder - og dermed vil fanden være løs imorgen - eller på mandag.. eller med weekenden.

Og det er ikke kun mig, der sidder der. Vi sidder der alle sammen - når klokken er 15 og når klokken er 16. Fredag nåede klokken at blive 18, før jeg kunne "tillade" mig at gå hjem.

Når jeg så kommer hjem, er jeg så smadret, at jeg slet ikke kan beskrive det med ord. Jeg vil bare sove.. slappe af - samtidigt med, at samvittigheden overfor familien - overfor hjemmet vælter op i mig. Jeg kan godt mærke, at jeg ikke er jordens bedste mor.

Jeg prøvede forsigtigt at nævne det fredag. "Hvad er mine arbejdstider egentligt, hvis jeg eller kan blive færdig til tiden? Har jeg så fri kl. 13" Det ville hun ikke svare på.

Næste uge bliver jeg'nødt til at stoppe det. Jeg KAN Ikke mere. 1,5 måned, hvor livet har stået på standby, pg.a. et arbejde. 1,5 måned, hvor der ikke har været overskud til træning eller alle de ekstra ting, jeg gerne vil gøre for mine børn - for min mand - for vores familie.

Nu er det slut. Jeg fortæller min øverste chef på mandag - at han har købt mig i 37 timer - og ønsker han mere - så må han varsle det - og betale mig for det - eller give mig fri. Det var også aftalen i ansættelseskontrakten.

Tidspunktet er også rigtigt - for de kan stadig opsige mig i prøveperioden - så jeg "snyde" ikke min vej ind. Jeg er ærlig omkring, hvad jeg ønsker. Og jeg giver dem en mulighed for at bakke ud.

Hvor mange af jer arbejder over hver dag - uden at få ekstra betaling for det?

Ansættelsespapirer

"Har du tid til at komme ind til mig" spurgte bossen idag.. Da jeg kom derind, ville han da lige hører, hvordan jeg synes det gik - og give mig min ansættelsesaftale. Jeg fik læst den igennem - og den indeholdte heldigvis ikke krav om overarbejde. Jeg fik også talt med ham om det - og han forklarede mig, at det i længden bestemt ikke er menigen, at der skal være overarbejde, men at netop ansættelsen af mig, skulle kunne gøre, at der var tid nok.

Når jeg ser på arbejdsbyrden - og på det faktum, at vi fortsat er bagud og at vi snart indhenter det forsømte, kan jeg faktisk godt se, at han har ret.. Overarbejder BURDE ikke blive et problem. Heldigvis :-)

"Er du ellers glad for at være her" spurgte han mig, hvortil jeg kun kunne smile og sige "Bestemt - Ja"

De skjulte arbejdskodex.

Jeg lurer stadig. Jeg er stadig så ny på min arbejdsplads, at jeg endnu skal lure, hvad man gør og ikke gør. Kan man tale privat i telefon? Installerer msn på computeren? Spiser man på sin pind eller ved frokostbordet i køkkenet? Hvordan gør man når telefonen ringer? Tager man den så hurtigt man kan - eller går det lidt på omgang, hvem der tager den? Hvad med kaffepause? Eller kaffe - er der en kaffekasse - eller giver virksomheden?

Der er så mange små detaljer, jeg endnu ikke helt har luret på min nye arbejdsplads. Primært er dog, at jeg stadig er helt vildt med stedet - at jeg stadig enormt godt kan lide at være der - og er ret sikker på, at arbejdet, er noget, der vil gøre mig fagligt bedre.

Men derfor skal jeg stadig passes ind.

Langt de fleste ting, de har for, kan jeg sagtens leve med. Vi spiser på vores pind - vi ringer gerne korte private beskeder og vi går gerne ud og henter mad til frokosten. Der er ALT for meget at lave, til at vi kan have msn liggende nogen steder.. og alt edb trænger til en opdatering.

Kun på eet punkt bliver jeg lidt bekymret for fremtidens arbejdsform. Der er en overvældende tendens til, at man overarbejder - gratis og nærmest i det uendelige. Min kollega kan således være på arbejde til tidligt om morgene - og så lige tage en lur og så ellers fortsætte. Og mine andre kollegaer, kommer gerne ind i weekenden.

Det skræmmer mig - for DET GØR JEG BARE IKKE. Overarbejde er ok - en time her og der - måske ligefrem en aften. Men jeg sløjfer ikke min weekend i tide og utide. Og jeg tager ikke lige en "all-nighter" en gnag om ugen, fordi skemaerne ikke vil gå op.

Dertil skal jo så siges, at jeg kommer fra en arbejdsplads, hvor overarbejde nærmeste var umuligt - og ihvertfald ubeskriveligt sjældent. Jeg er af den opfattelse, at får jeg løn for 37 timer - så er det 37 timer, man får mig i. Jeg kan gå med til 40 timer - men meget over det - så er det jo en forkert løn jeg får.  

Hvad siger du? Hvad er kodex for overarbejde hos jer? Og hvad føler du er rigtigst?

Mit nye job

Forandringen er markant. Fornemmelsen fed. Men måske er det bare lige nu.. Nyhedens interesse..

Der er slet ikke nogen tvivl om, at der er potientiale for at jeg

1) Bliver RIGTIG glad for dette job
2) Bliver RIGTIG god til dette job

Men det er vist for tidligt at kalde sig ekspert i nogen som helst. Det er en fornøjelse at finde min faglighed frem igen. En fornøjelse at lave noget, som andre finder har en værdi. Alt er nyt og spændende.

Og mine nye kollegaer? Jeg har prøvet noget HELT nyt: Der er adskillige af dem, der er YNGRE end mig. På DTU var jeg den yngste alle 8 år... Næstyngst var 8 år ældre.. Det er helt underligt at snakken handler om børn, der er jævnaldrene.. når man nu er vant til at høre de andre snakke om unger, der er ved at flytte hjemmefra. Først og fremmest er de varme, hjertelige, lattermilde og søde. Der er et glimrende arbejdsklima.

"Hvad er så dine svage sider?"

Jeg var idag til jobsamtale for første gang meget længe. En behagelig oplevelse.. En af dem, hvor man går der fra og tænker "Nå ja - helt tabt bag en vogn er jeg da vist ikke."

Men det er mange år siden sidst - og jeg kan godt allerede nu spore forskellen - fra da til nu.

Min måske kommende arbejdsgiver havde forberedt sig rigtig godt ved at have et skema med - hvorpå hun havde nogle på forhånd noteret spørgsmål. Og mange af de spørgsmål har JEG ikke stødt på før. De er sikkert helt normale... Jeg har nok bare været ude af rotation for længe.

"Har du en oplevelse, som du vil definerer som en succesoplevelse på dit arbejde?" Tænk - jeg skulle tænke mig MEGET om. Ikke fordi jeg ikke har succeshistorier - men hvad ville jeg SIGE med min succeshistorie? Min succeshistorie skulle meget gerne matche med det, de ønsker af mig - så hvad nyttede det at fortælle om dengang, jeg lavede radio og gik svævende ud af studiet efter udsendelse - når hun ønsker, at jeg skal arkiverer, lave statistikker og sætte kaffe over?

"Har du en historie, som du vil definerer som en dårlige oplevelse for dig" Nu begynder jeg at lugte, at jeg forbereder mig bedre til næste gang.  For en DÅRLIG oplevelse.. Noget, der gik skidt? Øhhh.. Mine hjerneceller kørte rundt. En DÅRLIG oplevelse.. Noget jeg tacklede dårligt - men som jeg endte med at lære noget af. Med et var jeg BLANK - SPEJLBLANK.

Da det begyndte at blive småpinligt - fik jeg pippet.. "Ja - altså det er jo bestemt ikke fordi jeg ikke har dummet mig i tidernes morgen" Og så fik jeg fortalt en total irrelevant historie fra min fortid.. Uden indsigt - uden pointer - unden punchlines og uden nogen som helst anden grund, end fordi jeg lignede noget der var endnu mere løgn, ved IKKE at fortælle det.

Om jeg får jobbet? Det ved jeg ikke. Jeg er forholdvis sikker på, at hun synes jeg er kompetent og sød. At jeg sikkert er go til noget - men jeg ved ikke om hun mener, at hun lige kan bruge mig.

Imens er jeg gået i træningslejr til evt. næste jobsamtale.

26+4 Min fantastiske arbejdsplads

Desto mere jeg tænker over det, jo mere finder jeg ud af, hvor god min arbejdsplads er.

Normalt, når en medarbejder bliver gravid, kan det være en beet for arbejdsgiveren med al den renden til jordemor og læge osv.

Men det kunne jeg jo ikke lige nøjes med. Jeg rendte også til børnelæge, blev indlagt på hospitalet, rendte til fysioterapeaut (når jeg kunne) og til MR-scanninger.

Og så skal det jo ikke være for nemt. Vi har ingen bil - og derfor står al transport på det offentliges barmhjertighed -hvilket medfører, at en tur på hospitalet altså ikke tager de 45 timer selve behandlingen tager (f.eks. fysioterapi) - næ nej. Det tager 1½ time i transport PR. VEJ.. + at vi jo bliver nødt til at få den lille i miniklub - så vi skal også lige en tur hjem. Så en fysioterapibehandling kan nemt koste en arbejdsdag !!

Når jeg ser tilbage, kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har været der en hel uge - uden at holde nogle timers fri i en eller anden ende. Umidlbart ligger den tid før oktober sidste år. Det er længe at have en medarbejder "løst"

Et eller andet sted er det også godt for dem, at vide hvor de har mig.. eller rettere IKKE har mig. Hellere dette end alt det roderi.

24+2 Opslag om barselsvikariat

"Søger du udfordringer? Sidst i april trænger vi til hjælp, fordi een af vores medarbejdere går på barsel. Kontakt venligst XX for yderligere information"

Jeg har næsten lyst til at tilføje: "- Og du kan få stilligen et helt år - og står det til mig, så går jeg også ned i tid, når jeg kommer tilbage,- så til den tid, kan vi deles om pladsen.

Øj, hvor er det pludseligt tæt på, når hende, der skal være mig de næste 12 måneder, pludselig står og spørger om hun må se stedet an og hvilket arbejdsopgave, det forventes at hun laver.

23+1 Mit job

Jeg har et dejligt arbejde med en dejlig chef, søde kollegaer og en god vægtning af medindfyldende i mit arbejde.

Alligevel tæller jeg dage nu.

Jeg troede faktisk, at det var de andre, der ville lukke mig ude - ubevidst,- fordi jeg "alligevel ikke er her om 3 måneder", men sådan er det slet ikke ... jo i een henseende: Jeg er ikke den første, der bliver sendt på kursus - hvilket vel er meget rimeligt.

Men faktisk er det meget mere omvendt. Det er meget mere mig, der vender et blad og tænker "Det var sidste gang, jeg skal gøre det i det næste år" - ubevidst får JEG lukket en masse dører bag mig. Lige så stille får jeg givet ansvar videre. Lige så stille får jeg andre mennesker til at overtage det, jeg laver - fordi det alligevel bliver nødvendigt på et tidspunkt.

Det har så nok også noget at gøre med, at jeg ikke havde forventet, at de derhjemme ville have så stort et behov for, at jeg kommer hjem. Det tror jeg er noget andet. Hvis nu alt med datteren var ok, og manden også arbejdede 8-16 - så ved jeg ikke, om jeg stadig ville være så lun på at holde op.

Eller også er det simpelhen fordi jeg accepteret den store plan oppe i mit hoved - At jeg skal hjem og arbejde der det næste år - så er det underligt bare at få og vente på, at det skal ske.. Så hellere komme igang :-)


Men der er også længe til endnu: 44 arbejdsdage :-)