Lydbøger

Jeg er hooked.

Jeg elsker at læse - og finder stor fornøjelse i, at forsvinde ind i en bogs univers - men som mor til to dejlige børn - hvoraf den ene er 6 år, er det begrænset, hvor mange "træk" der er på en dag. Stunder, hvor man i fred og ro bare kan læse løs, for der er så meget, der skal laves.

Der er så mange praktiske gøremål. Der er aftensmaden, der er vasketøjet og oprydningen.

Og mens det er besværligt at lave alt det med en bog i hånden, så er det rent hygge at gøre det med iPoden i ørerne og en go bog, der læses op ord for ord. For ganske som en almindelig bog, så kan man sagtens lige misse en linie eller tre, når sønnike lige skal have hjælp med en knap - eller datteren lige skal have besked på at lave sine lektier. Dermed er det lagt nemmere at finde de der stræk af tid, hvor jeg udforstyret kan fordybe mig i bogen.

Nu har jeg lige lånt tre bøger - og fundet ud af, at jeg også kan låne "on-line" - så jeg er sikret de næste par ugers "læsning".

Overboen

I årevis har jeg været begavet med nogle ekstra børn. De er så tæt på mine  som de kan være og jeg går aldrig af med dem. Jeg er glad for at have dem på besøg - og jeg er slet ikke overrasket, når min underbo står foran Wii alene i lejligheden, mens datteren er taget i byen. For dette er underboens børns ekstra hjem. De er altid velkomne her - med tryk på altid.

For det er en gave at have venner på den måde. Venner, der lige kommer på besøg i hjemmesutter og lige tager computeren med sig. Det er en gave at være så tæt på, at man lige kan trampe lidt i gulvet, for at sige godnat.

Vi har så været så heldige, at der er flyttet en dreng på 6 år ind ovenpå. Og Jonathan og vores overbo har i den grad fundet hinanden. De passer enormt godt sammen på mange punkter - og leger utrolig godt sammen. Livet foregår pludselig i to etager.. Indimellem er de her - indimellem der. Indimellem spiser de her...indimellem der. Indimellem kommer der et øjebliks surhed - og så er det rart, at der kun lige er 16 trappetrin hjem.. Når surheden så er forsvundet - så er de 16 trappetrin lige så rare - for så er der ikke langt tilbage til vennen.

Lige nu ligger der to drenge og sover. De sover, kun kort tid efter de højtideligt havde lovet hinanden, at de ville snakke sammen HELE natten. De er nøjagtigt som to 6 årige skal være - og de bliver mere og mere vant til hinandens selskab. I højere og højere grad føler Jonathan bare, at han kan løbe ovenpå, når det passer - og overboen kan komme herned.

Jeg havde selv netop sådan et venskab. Og det er ubetaligeligt. Jeg elsker, at begge mine børn nu har sådanne venner. For man kan komme så tæt på. Og man har en tryghed. Der er altid nogen i nærheden, der kender mine børn - og som er parate til at hjælpe - og omvendt er det jo ingen sag at hjælpe den anden vej, når ungerne nu nyder sådan at være sammen. Om man tager een dreng med hjem eller to - er jo ikke det, der spiller nogen rolle.

Nogen fordele er der ved at bo i lejlighed.

Kvindernes kampdag - nummer 100

Det virker måske nok tamt idag. Men netop idag er vigtig. Meget vigtig. For kun ved at huske historien, kan vi undgå gentagelser.

Vi skal huske, hvor vi kom fra - og hvor vi er. Og vi skal ikke stille os tilfredse med mindre end rimeligt.

Vi skal stadig have bekæmpet tendensen, der gør, at mænd, får mere i løn, for samme udførte arbejde som kvinderne.

Vi skal kæmpe for vores nye søstre - dem, der er kommet her til landet og som har levet under helt andre kår og traditioner - og som nu bliver behandlet, som om de stadig boede i middelalderen. Vi skal fortælle disse kvinder, hvad deres rettigheder er og give dem vores styrke, så de tør bruge dem!

Vi skal stille spørgsmålstegn overfor politiet, overfor systemet. For hver eneste dag, er der døtre, der bliver voldtaget igen og igen.. Af bagmænd, der har købt dem langt væk, og nu holder dem som slaver i Danmark.

Og Kamal fra SF har netop bevist, at cirka halvdelen af de mænd, der på en given dag, ringede efter sex, faktisk var fuldkommen og aldeles ligeglade med, at de reelt "købte" sig til en voldtægt af en kvinde, der var handlet, købt og solgt.

Vi skal huske, at disse handlede kvinder.. det er døtre og mødre. Det er piger med fremtid og håb. Det er mennesker som dig og mig. Det kunne være min datter.. Det kunne være mig. Og vi skal huske at behandle dem, som om de var netop det: En af vore egne.

Det er en skræmmende branche - menneskehandel. En branche, der er svær at gøre op med, svær at bekæmpe, fordi den er så rådden i sit menneskesyn. For hvis en kvinde ikke er mere værd en kroner og øre - og antallet af voldtægter - hvad forhindre så samme menneske i at myrde? Men vi skal kæmpe imod. Vi skal kræve mere. For ingen skal, uanset nationalitet og baggrund, voldtages dagligt for at andre kan tjene penge på det.

Kære kvinde: hjerteligt tillykke med de 100 år. Se dig over skulderen og vær stolt over alt det, vi kvinder har udrettet i de mange år.. Og når du har set dig over skulderen - fattet styrke og mod - så se fremad - og lad os sammen hjæpe vores søstre.

Budget

At lægge et budget er et forsøg på, at forme fremtiden i den retning, man ønsker. Men der er så mange variabler, man slet ikke kan forholde sig til. Budgettet bliver til et håb. Til et forsøg på at fastholde det kendte.

Jeg er tryghedsnarkoman. Jeg har et indre behov for at være klar over, at tingene også virker imorgen. At den verden, jeg har lige nu, er et minimum af, hvad jeg har imorgen. At jeg kan klare det - uanset hvilke faktorer, der pludselig ændrer sig.

Men der er ingen, der kan sikre sig for fremtiden. Der er ingen, der ved, hvad der sker. Tagsten falder dagligt, biluheld sker hele tiden og varme følelser bliver kolde. Børn bliver ældre og huslejer stiger. 

Så hvorfor lægger jeg det budget? Hvorfor sidder jeg hele tiden og regner tallene efter? Tjekker, at tingene kan lade sig gøre? Hvis jeg lukker øjnene hårdt nok, kan jeg tro på, at jeg styrer fremtiden - at det ikke er omvendt.

Tråde af liv

Når jeg ser på mit liv for et øjeblik, er det tydeligt hvordan tingene blandes sammen i en uendelighed. Problematikken, jeg sidder og skal løse på arbejdet, blandet sig med smilet fra Jonathan ved morgenmaden - og med duften, der sidder i min bluse og mest af alt minder mig om ham, der kysser så fantastisk.

Der er er en uendelighed af hensyn og lag, sanser og følelser. Der er forholdet til ham, der kysser så fantastisk og de små huslige gerninger. Der er hensynene til dem omkring een, man ønsker at passe på, eller som man kan se, trænger til støtte. Og der er noget så simpelt som kroppens daglige tilstand. Måske har jeg menustration, måske er jeg småsur, fordi jeg ikke har sovet godt, eller går i en halv drømmetilstand, fordi jeg har drømt fantastisk - og nu hvivles ind i drømmen i levende live.

Og lige der leves livet. Lige der oplevelse alt.

1000 tråde mosler sig sammen - og tilsammen bliver det til mit liv - til et øjeblik af mit liv. Først i retrospekt kan jeg se det klart. Først i retrospekt, er det tydeligt, hvilke tråde, der var tykke og fyldte - og  hvilke tråde, der ikke var ret lange - og ikke kom til at betyde noget særligt. 

Buksemetoden

Een af de ting, jeg trods alt lærte mig, sidste gang jeg tabte mig massivt, var at jeg skulle smide mine "for store bukser" ud efterhånden som jeg krympede af dem.

Jeg skulle kun have den størrelse, jeg nu engang brugte - for dermed ville jeg kunne mærke i bukselinningen, hvornår "det er tid."

Jeg fik smidt de to største numre ud - men fik beholdt et enkelt par i størrelse 42 - og nogle flere i størrelse 40.

Og nu skal buksemetoden så stå sin prøve, for nu kan jeg tydelig mærke, at jeg synes bukserne er mindre og mindre sjove at få på. Dem i størrelse 38 bruger jeg ikke "i øjeblikket" og mine favoritbukser er klart dem i størrelse 42. Så nu er det tid.

Workouten er gået i gang - og jeg tænker over min kost. Slik, is, kager mv. er skrottet med øjeblikkelig virkning.

Men det gør mig nu ikke så meget, at jeg er vokset sådan om livet. For mens jeg voksede, stoppede jeg med min anden last. Så når jeg igen kan komme i mine yndlingsbukser uden at det strammer, så har jeg vundet to ting: Figuren OG jeg er kommet af med min last.

Men når jeg har tabt mig denne gang, så ryger alle andre bukser end størrelse 38. Det havde været nemmere at gå igang for 2 numre siden. Så havde der ikke været helt så langt til målet :-)

Snotsk?

Undskyld, jeg taler et andet sprog mor, men ... *host*  Jeg har altså lidt ondt i halsen

- Jonathan 6 år.

Heldigvis taler han allerede dansk igen :-)

Konfirmation

Konfirmation kalder kirken det. Men vi mødre, der sidder tilbage med vores langlemmede børn, viljestærke og egenrådige, kærlige og dovne, ved godt, hvad det i virkeligheden er.

For når man som mor skal se tilbage på barnets år, er der noget, der nærmest går i stykker indeni.

For hvad skete der lige der?

Jeg husker jo det hele. Jeg husker veerne og følelsen af uendelighed, da hun endelig lå i vores arme. Jeg husker de første skridt og hendes artighed og minipolitimandsmanere. Jeg husker hendes første samtale på MSN og hendes første forsøg udi at skrive en roman.

Jeg husker hende, som hendes lille buttede hånd, der uset lister sig ind i min og dermed erkende, at jeg er den, der beskytter hende.

Jeg husker alle spørgsmålene og svarene.

På en eller anden måde, var det jo netop sådan jeg gerne vil leve. Det er som om øjeblikket - fra hendes fødsel til idag - naturligvis vil blive ved med at være sådan resten af livet. Og så er det, at konfirmationen pludselig kommer forbi og fortæller med store bogstaver, at "nu træder min datter ind i de voksnes verden". Dermed træder hun jo UD af min verden  og ind i sin egen!

HOLDT STOP VENT.. Jeg har fortrudt. Jeg vil have de sidste 14 år tilbage. Ikke fordi jeg har fortrudt et øjeblik af dem og vil lave dem om, men fordi jeg vil opleve dem - denne gang så intenst - at de for altid vil sidde i mig. Men det er for sent. Min datter er ved at være voksne. Alle minderne fra hendes barndom er alle sammen skrevet. Nu er hun ved at skabe minder fra sin ungdom.

"På vej ind i de voksnes rækker" og jeg kan bare stå bag hende og se på.

Tiltrængt træning

Hvordan kan det være, at krop og sjæl i den grad ser på træning som noget fanden har skabt, så længe man skal tage sig samme til at gøre det.

Og det øjeblik man kommer i gang, kommer kroppen i tanke om, at det nu slet ikke er så slemt - for bagefter at konkludere, at det faktisk er rigtig rigtig rart.

Det giver ikke helt nogen mening.