Den, der tobaksrøg

Jeg har egentligt undret mig i mange år. Hvordan var det lige, at Danmark gik fra at være tolerant og forstående overfor rygerne - til idag at være et land, der nærmest ikke er til at ryge i.

Den ændring i holdningen så jeg ikke komme, før den pludselig var her.

Nogen gange skal man opdrage folk. Det nytter ikke noget at lytte til folkestemningen og gå i den retning. Nogen gange skal man tage skridt, den almindelige befolkning ikke mener nødvendigvis er for det bedste, for at vise befolkningen den rigtige vej.

Det må jeg tilstå er hvad der er sket for mig, i forhold til rygere og lovgivningen omkring røg. Indledningsvis synes jeg den var tumpet og dum.. for alle ved jo at rygere er afhængige -og det er ikke sådan lige at skille sig af med afhængighed.

Men gør man det besværligt nok for rygerne, så skiller de sig alligevel af med vanen, viser alle undersøgelser idag. For idag har vi færrer rygere end nogensinde før - hvilket jo alt andet lige er alle tiders. Alle tiders for dem, der ikke er rygere, alle tiders for samfundsøkonomien, når man ser på sygdomme og behandlingen af dem - og alle tiders for miljøet, fordi der nu ikke er helt så mange skodder mv. overalt.

Og så kommer vi til den personlige oplevelse. For jeg har aldrig haft problemer med at være i rum med rygere - og deres røg. Jeg har altid tænkt, at "det går da nok, den smule røg - og de har jo brug for det". Men nu bliver jeg i mindre og mindre grad udsat for det i tide og utide. Togene er røgfrie, stationerne er røgfrie, arbejdspladserne er røgfrie, spisesteder er røgfrie.. Ja - selv toiletterne er røgfrie idag.

Og nu kan jeg så mærke, hvad det er der var "ingen ting" før i tiden. For når jeg endelig møder en ryger, der pulser løs udenfor, så går jeg i den anden retning. Den røg, jeg før ikke havde det mindste imod, den luften - og den kradser faktisk i øjnene og i lungerne. Den er ikke behagelig.

Jeg synes stadig det er vildt, at mennesker, der har røget hele deres liv, nu ikke må ryge mere, fordi de så ikke kan få hjemmehjælp - eller at folk brokker sig over, at deres naboer ryger - indenfor i deres eget hjem. Men jeg begynder at se, at problemet var størrer end jeg opfattede det til at være, da det danske samfund gik fra rygervenligt til ganske rygeruvenligt.

Mine første rynker

38 år blev jeg. Og da jeg tilfældigt fik øje på mit ansigt i spejlet, slog det mig, at de tre linier ved siden af mit øje da vist ikke forsvandt - selvom jeg ingen muskler brugte i ansigtet.

Jeg nærstuderede dem. Tre fine linier, hver to-tre centimeter lange fortsatte og forlængede ligesom øjet. Jeg smilede ved tanken: Jeg er blevet voksen. Mit liv kan nu læses i mit ansigt.

Smilet blev størrer, for efterhånden som jeg smilede, kunne jeg se, hvor min rynker var kommet fra.

Jeg har nu fået permanent tre rynker ved mit øje grundet alle de smil, jeg har smilet gennem de første 38 år af mit liv.

Jeg føler mig lykkelig - for tænk sådan at have en konkret bevis på, at jeg smiler og griner meget. Og jeg tænkte tilbage og takkede i mit stille sind alle de vidunderlige mennesker, jeg har mødt på min vej, der er årsagen til min permanente smilerynker. Timerne med rødvin med vennerne, da min datter var lille. Timerne¨hvor jeg fik lov at arbejde med nøjagtigt det, jeg havde drømt om i årevis. Timerne hvor grinene bredte sig, fordi selskabet var fantastisk. Timerne, hvor smilet skyldtes forelskelsen i ham, der sad overfor mig. Der er intet i verden, jeg hellere vil have mejslet ind i mit ansigt.

Tænk et liv, jeg har fået lov at have. Tænk alle de dejlige mennesker, jeg har fået lov at være nær. Tænk .. Alt det har fået lov at sidde i mit ansigt - som tre rynker fra mit øje. Og tænk - det er endnu ikke slut! Der er flere smil, der ligger og venter på at blive smilet.  

Jeg glæder mig til mine næste rynker.

Venstre samlede Furesø

Tak Kasper - tak Venstre. Uden jer kunne vi ikke have fået samlet Furesø.

Den nye konstituering er nu officiel. Vores nye borgmester er Ole Bondo fra Socialdemokraterne. Vores nye viceborgmester er Susanne Mortensen fra de konservative.

Modsat resten af landet gik Socialdemokraterne i Furesø frem. Hvorfor? Fordi Venstres cirkus er blevet for meget for selv den mest garvet højremand. Dermed valgte man det alternativ, hvor man var sikrest på, at Venstre ikke fik magt.

For Venstre var valget katastrofalt. De gik fra 10 mandater - til sølle 4. "Det er byforskellene, der gør det. Værløse stemte ikke Venstre" var Kaspers forklaring - med en dyb rynke i panden. Forklaringen holder dog ikke helt .

Det, der står tilbage er en konstituering, der er velfunderet - og solid uden Venstres indblanding.

Endelig kan oprydningsarbejdet efter Furesø og efter sammenlægningen påbegyndes.

Igen: Tak Kasper - for din insisterende på at blive borgmester. Det blev Venstres fald.  

Venstre i Furesø - nu med selvironi

"Venstre samler Furesø"

stod der på skiltet i bymidten. Jeg hulkede af grin. Jeg fik helt ondt i maven af grin - og får det stadig, når jeg husker skiltet.

Furesø - Farum og Værløse - er som bekendt borgerlige kommuner. Farum har haft et solidt Venstre flertal i årevis - hvilket ingen med bare en anelse lokalkendskab kan være i tvivl om ikke ligefrem efterlod Farum i nogen favorabel situation. Værløse har været Konservativ - og eftersammenlægningen har Venstre været "de magtfulde".

Een ting er, at Venstre allerede HAR været dem der fysisk skilte Værløse og Farum - og dermed sørgede for, at vi bestemt ikke føler os som "een" - i og med, at Farums Venstre-byråd efterlod Farum til Furesø Kommune med et finansielt underskud af dimensioner - mod Værløse, der altid har haft "en pæn økonomi" (Blandt andet fordi de var 30 år om at bygge en svømmehal)

Dermed er fronten allerede sat op på forhånd. Hvad er det der gør, at Værløse pludselig skal betale for Farum? For det gør Værløse! Selv trods forhøjet skat i Farum, så betaler Værløse f.eks. mere i vandafledningsafgift - og alt i alt - ja - så betaler borgerne i Værløse for de gratis computere, ferierne, rødvinen og ismaskinerne i børnehaverne, som Farum fik inden sammenlægningen. Ikke noget sundt udgangspunkt, hvis man ønsker folk skal "mødes".

Venstres svar på at samle Furesø, er så, at Farumborgerne ikke skal betale den ekstra skat. Det er kun Værløseborgerne, der fortsat skal betale forhøjede afgifter.

Det helt andet er så "selve Venstre". Sidste valg var borgmesterkandidaten end ikke klar. Det hed sig bare, at "den kandidat med flest personlige stemmer er vores kandidat" - fordi der var en "Værløse Kandidat" og en "Farum Kandidat". Værløsekandidaten vandt - for alle - der bare kunne finde på at stemme Venstre i Værløse - stemte personlig på Jesper Bach - af ren frygt for at få en af Brixtoftes gamle kompaner som borgmester.

Det gjorde så, at vi fik Jesper Bach som borgmester.. men tilgengæld var langt hovedparten af resten af Venstrebyrådsfolkene fra Farum, for mens Værløse kun turde stemme Jesper - så turde folkene i Farum godt stemme på de øvrige kandidater - og ligesom i Værløse var de heller ikke vilde med dem, der havde siddet med Brixtofte. Altså kom der mange Farumvenstrefolk i byrådet.

Nu er der så valg igen.

Kasper Krüger, der i forvejen har været fyret som direktør for Sky Radio, fik den gode ide, at han da vil være borgmester (for hvis man kan køre et firma i sænk ...... )  Først prøvede han to gange at komme i folketinget - men da det ikke lykkedes, så må borgmesterposten altså være hans. Derfor melder han lige et bundt af sine nærmeste venner ind i Venstre op til urafstemningen af kandidatlisten - og derfor bliver Kasper Krüger valgt som borgmesterkandidat - og ud ryger Jesper Bach - som ellers er siddende borgmester idag. En .. nå ja - alternativ måde at bruge demokratiet på.

Jesper Bach bliver (i min optik med rette) snot fornærmet. Han melder sig derfor ud af partiet. Det er der rigtig mange andre, der også gør - og pludselig står Værløse med ikke bare Venstre - men også en fraktion af Venstre, der kalder sig "Fokuslisten" i form af lokallister. Venstre splittes i atomer, alt imens Kasper Krüger stiller sig på diverse bytorv og forklarer, hvorfor at netop Venstre - der altså end ikke kan holde på sine egne politikere - og nu repræsenteres af en kandidat, der ikke før har været i byrådet - men som tilgengæld har kørt virksomheder i sænk, nu er "løsningen".

"Venstre samler Furesø".

Jeg er seriøst ikke færdig med at grine.

Jeg krydser fingre for, at de massivt mange Venstrestemmere i Furesø også kan se morskaben - og husker at stemme om ikke andet - så bare lidt mere til venstre for Venstre.

Hvis vi får et byråd, hvor Venstre ikke har flertal - og ikke er en del af det grundlæggende flertal - først da, kan byrødderne begynde at rydde op efter netop : Venstre og dermed få samlet Furesø.

PR af Lasse Hjorth Madsen

Jeg stødte på Lasses bog, da jeg var et smut forbi blogland. Og Lasse har sin bog - PR - liggende til fri download. Nu er jeg typen, der dagligt skal slæbe en bærbar computer med på arbejdet - og dermed tænkte jeg, at jeg kunne spare lidt vægt ved for en gang skyld at læse en bog i PDF format - fremfor papirformat.

Bogen er en rejse ind i PR verdnen, med alle dets buzzord og uigennemskuelige undersøgelser. En rejse, der forsøger undervejs at skabe lidt mere overblik over, hvad begrebet også kan dække over - nemlig den rene og skære ingenting. Varm luft.

Christian er en svindler, der lever fra hånden til munden ved charmerende at tømme kontorbygninger for bærbare computere og des lige - når han ikke spiller på nettet eller fusker andre steder,han kan komme til.

Ved et rent tilfælde ender han som ansat hos et respektabelt PR firma. Og her kan hans kringlede hjerne rigtig tage fat - for her er langt flere muligheder for snyd og bedrag, end der nogensinde har været penge i de bærbare computere. Hans charme, interlekt og snuhed bærer ham langt hen af vejen.

Langt ind i bogen tænkte jeg "hvad skal jeg dog vide dette for". Alt er meget dokumentaristisk beskrevet. Ingen detaljer er med, uden at de bliver beskrevet utrolig virkelighedsnært. Ikke desto mindre formår Lasse at ende op med at give en rigtig go forklaring på, hvorfor tingene er som de er. Slutningen er intet mindre end hårrejsende. Alle stumper samles - og bogen giver mening på et langt højere niveau.

Mange tak for læsningen. Det er en flot bog.. Så venner: Ud og køb bogen "PR" af Lasse Hjorth Madsen, når jeg nu sådan har nasset mig til en læsning. Er du lige så nærig som mig, kan du downloade den her hos Lasse.

Internet i S-toget

Det kostede en del besvær at finde ud af det. Hvilket i sig selv er underligt, da systemet virker ufattelig simpelt.. Men ikke desto mindre.

Jeg sidder nu for første gang nogensinde og opdatere min blog fra mit s-tog. Internetopkoblingen: Den har jeg fået af toget.

TAK DSB.

Nu bliver togturen lidt kortere.

Så vælg dog det positive!!!

"3 minutter" stod der på oversigtstavlen over, hvornår mit tog havde tænkt sig at indfinde sig på stationen. Udfra hvor jeg bor, betyder det, at toget er halvvejes fra sidste station - for der er omkring 5 minutters kørsel fra den station til min.

Men der stod tre minutter LÆNGE. Og efter en tid, hørte man i højttalerne DSB annoncerer at "toget er aflyst".

Jeg smilede for mig selv resten af dagen. For oppe i mit hovedet så jeg denne stakkels togchauffør, der var blevet bedt om at stoppe midt på sporet og derefter vende om. Vende toget og kører tilbage. Jeg legede videre med tanken, og så for mig 1000 stakkels DSB medarbejdere, der kom farende ud fra skoven, for at vende toget og sætte det tilbage på sporet. Jeg grinede hele vejen ind på arbejdet - godt forsinket.

Jeg er ikke idiot. Jeg er godt klar over, at toget aldrig har været sendt afsted, men tankerækken gjorde det, den skulle.

Der er alt for mange menneske, der lader sig irriterer over ALT for lidt i Danmark. Toget er forsinket, vejene er våde, bilkøer, køer i Brugsen. Irritationen er først og fremmest noget, der ødelægger eens egen dag, men det forhindre også, at man lige tager det lille hensyn til sine medmennesker, men ellers normalt ville gøre.

Faktum er, at når man er i det, er der ikke så meget at gøre ved det. Altså kan man vælge to fremgangsmetoder. Man kan lade sig irriterer og lade sig påvirke humørmæssigt - eller man kan tage den humoristike indgangsvinkel - og smile, grine og synge sig igennem.

Dermed ved du næste gang, at når du holder i en lang bilkø - og pludselig ser en mor med to børn udføre vanvittige sange fra Tokyo Hotel, så er det bare mig, der holder humøret højt, mens jeg venter på at komme derhen, hvor jeg reelt gerne vil være.

Man ved, hvor heldig man er ...

.. når man pludselig ikke længere er det.

Min ryg gør ondt, mit hoved skriger - og jeg lugter som gammel sur karklud selv efter to bade - og langt flere tandbørstninger.

Jeg er lige vågnet op efter 3 dages feber - desværre med en fin hukommelse af, hvordan de sidste tre dage er gået.

Der er ikke et hul i mit ansigt, hvor der ikke er kommet noget ud af (og stadig gør) Og alligevel er det som om der er propper overalt: I halsen, i ørerne og i næsen.

Hold da op hvor er jeg lykkelig for mit ellers gode helbred.. og hvor skal jeg skamnyde det, når det dukker op igen.

Individualiserings tidsalder eller ?

"Den personlige frihed" - er meget det, vores tidsånd påbyder os. Personlig - mig og kun mig. Frihed - som i "jeg behøver ikke følge andre - blot jeg følger mig selv".

Det er individualiserings tidsalder. Man ser det overalt. Vores skolebørn kommer i skole som små prinser og prinsesser uden evne til at forstå, at de ikke altid kan være i centrum. At undervisning er en holdsport.

Vi ser det i måden, folk kommer til magten. I højere og højere grad er det iorden, ikke at se sig over skulderen, så længe man bevæger sig fremad.

Det handler så uendelig meget om "mig" - og reelt "kun mig". Vi accepterer forringelser i alle sociale services - for "så skal jeg betale mindre i skat".

Evnen til at se, hvad næsten har brug for - og lysten og forståelsen for, at "jeg" er en del af løsningen - selvom det ikke nødvendigvis er mit problem, er ved at være væk. Bare "jeg" har det godt - så må andre bare tage sig sammen.

Når "jeg" så pludselig skal på hospitalet eller har brug for service i en hvilken som helst art, så er det pludselig, at man forstår, hvorfor fællesskabet er løsningen. Hvorfor vi bliver nødt til at hjælpe hinanden. Men så er det forsent. For man har puget de penge, der egentligt skulle være brugt til skolebøger, hospitaler og hjemmehjælp - så der ligger en god friværdi i huset, fladskærmen, kan oplyse hele huset og bilen i garagen har det rigtige mærke.

Fællesskabet dør bid for bid - dag for dag. For vi er alle vores egen lykkes smed - og fred være med, om der er nogen, der ikke smeder.. bare det ikke lige er mig.

Men egoismen er også en befrielse - for nu er der ikke bånd, der strammer. Nu er alt tilladt. Jeg kan leve mit liv nøjagtigt, som jeg ønsker det. Jeg kan blive ligeså "skæv" i forhold til samfundets normer, som jeg måtte have lyst til at blive.

Og dog.

For her kommer paradokset.

Den nuværende regering retter ind til højre. For nok er man sin egen lykkes smed. Nok er man fri til at gøre, hvad man ønsker her i livet. Men gør man ikke som regeringen og DF ønsker det, så skal man straffes. På pengepungen, med fængelsesstraf eller på levevilkår.

Og ve den, der måtte ønske at demonsterer og sige regeringen imod: Nu bliver der hårde straffe og bøder til dem, der "laver ballade" ved demonstrationer. At loven så bliver lavet på en måde, at selv hende, med klapvognen, der bare er med, fordi hun mener noget er urimeligt, også kan dømmes, viser jo bare med al ønskelig tydelighed, at regeringen ikke ønsker nogen, der siger dem imod.

Undervisningsmaterialerne i skolen er forældet og specialundervisningen æder budgetterne op. De fleste "bøger" består af en række kopiark - og nogen steder er man ligefrem begyndt at bede forældre om at "udskrive i farver hjemme".

En enlig mor med en 15 årig dreng med problemer, kan fremover miste sin børnecheck, hvis hun ikke får sin 15 årige til at makke ret efter statens gældende principper. Han skal gå i skole - eller også skal han arbejde. At arbejdsløsheden blandt unge så er skyhøj, er ikke med i overvejelserne.

Forståelsen for "små fejltrin" forsvinder dag for dag - og idag koster det 7 dage i spjældet, når man glemmer, at man har hobbykniven i bilen efter arbejde. Politikere, der opstiller til kommunalvalget, må bede om tilladelse til at medtage en blød hobbykniv på gaden, så de kan skære deres egne plakater ned igen.

Den unge, der er på vildspor, og har brug for hjælp og støtte, skal i fængsel. Og nu er barndommen ikke længere en ansvarsfri barndom, hvor man skal lære at påtage sig et ansvar i små bidder af gangen. Nu skal børn også til at være ansvarlige for egne handlinger. Dermed vil lille Ole på 10 år  med sin spejderkniv også kunne komme 7 dage i fængsel - for nu fjerner vi den kriminelle lavalder.

Dem, der ønsker at studere - og kommer på universitet har nu kun 5 års SU. Så er det sørme trist, hvis de ikke kunne gennemskue på Uddannelsesdagen, hvad uddannelsen gik ud på, og vælger om efter lidt tid - for så må de selv betale resten af den nyvalgte uddannelse. Grundholdningen er jo, at "mor og far kan vel spæde lidt til" - i mangel på forståelse for, at "mor og far" ikke altid har noget at spæde til med.   

Så det er egoismens tidsalder - individets tidsalder - altså så længe, man er og gør nøjagtigt som vores regering, mener vi skal gøre.

På vejen mister vi de farverige mennesker. Kunstneren, der har tegnet siden han har været barn - og som bruger al sin tid på at male. For fandme om en 15 årig skal male: Han skal ud og gå med aviser!

Iværksætteren, hvis baggrund er broget, men som hev sig selv i håret og kom videre - og idag kan give videre af egne erfaringer. Idag er han stemplet som kriminel med en straffeattest, der fortæller, at han har været i spjældet, for det vi før i tiden gav ham en bøde for.

Man må kun være egoist, hvis man ikke falder igennem revnerne.

At overkomme frygt

Indimellem bliver man sat overfor en frygt så stor, at man efterlades måbende, frosset til stedet. Handlingslammet.

Frygten for at miste sit arbejde, sin kæreste, sit liv, som man kender det. Jeg har fået min del af frygt indenfor de sidste par år. Men ... jeg har endelig forstået, hvordan jeg kommer videre.

Det lyder så evigt banalt, men at se frygten i øjnene - så smertefuldt som det indimellem er - er den eneste vej forbi frygten.

For hvad betyder det, hvis jeg mister jobbet? Hvad er det værste, der kan ske? Hvordan vil jeg planlægge at imødekomme det værste - skulle det ske? Ved at gentage planen for mig selv - gang efter gang. Ved at fokuserer på, at nok vil konsekvensen være hård, men der er en vej på den anden side - kan jeg komme videre. Og når jeg føler mig tryg i visheden om, at jeg har en brugbar løsning, kan ulykken bare komme an. Jeg er klar.

For sandheden er jo samtidigt, at nok kan man frygte for det værste - men det er sjældent det ALLER værste, der rent faktisk sker. Oftes finder man veje undervejs, der letter turen - også selvom man er klar over, at man står midt i orkanens øje.

Jeg planlægger, hvis det værste skulle ske. Jeg kommer overens med sorgen. Jeg sætter mig ind i tabet. Måske tage tager jeg sorgerne på forhånd.. men det føler jeg ikke. Jeg bearbejder frygten - ikke selve hændelsen, i og med, at den jo ikke er sket endnu. Dermed kan jeg leve resten af mit liv - uden yderligere hensynstage til frygten.

Jeg er ikke bange mere

Løbesedler og pædofile

"Når der så flytter en pædofil ind i området, så kan man sende en flyer rundt." foreslår DF - se selv http://politiken.dk/indland/article809719.ece

Der er så mange problemer med det forslag, at jeg har svært ved at vide, hvor jeg skal begynde.

Hvis jeg fik en flyer ind af døren, hvor der stod "Der er nu flyttet en pædofil ind i din bebyggelse". Jamen - jeg ville ikke ane, om jeg skulle grine eller græde.

Jeg ville blive voldsomt bekymret for at lade mine børn lege ude - også selvom sandsynligheden for overgreb nok ikke øges synderligt, bare fordi een af de uendelig få pædofile, der rent faktisk har endt med at få en straf, er flyttet ind.

Virkeligheden er jo, at der findes enormt mange pædofil - og det er nok ikke ham fra nabobebyggelsen, der hopper på mine børn.. Det er nok nærmere "onkel Peter" eller "Farbror Jørgen". Men dem er jeg jo ikke bange for.. jeg er kun bange for ham, flyeren handler om.

Hvis flyeren så ligefrem indeholder et billed, så er det en direkte opfordring til selvtægt. Nok har manden været i spjældet før - men jeg kender ikke mange mænd, der ikke mener, at "sådan en mand skal have et lag tæsk". Dermed er han reelt dømt helt og aldeles fredsløs - uanset om han følger psykologiske programmer. Uanset om han er uskadeliggjort. Den forbrydelse, han først blev dømt for, vil jage ham resten af livet.

Er det det vi vil have?

Når et menneske dømmes for pædofili, bliver de idømt fængelsesstraf. Alene fængelsesstraffen er langt hårdere end den er for "almindeligt kriminelle", fordi pædofile er fængelsernes absolutte tabere. (Og jeg brokker mig ikke!) Skal de så - efter endt straf - straffes videre?

Reelt vil der vel ske det samme, som der sker i USA. At de pædofile ender med at bo i klumper hist og her. Og mens en pædofil, der har set lidt på noget børneporno, nok godt kunne ændre sin tankegang ved hjælp af psykologhjælp og det omkringliggende samfunds forklaringer om, at det er en yderst dårlig ide, så er sagen jo en anden, når de pædofile bor sammen (og tvinges til det!)

For nu kan de pludselig sagtens blive enige om, at børn da har godt af det - og det kun er naturligt - for der er ingen til at modsige dem. Dermed bliver den "forholdsvis uskyldige pornokigger" pludselig langt mere farlig, end han har været før.

Helt ærligt: Hvis man virkelig vil straffe pædofile så massivt, så ville det være bedre for dem, for samfundet og for lokalmiljøerne, at man bare een gang for alle gav dødsstraf for pædofili.. Ikke at jeg tror det hjælper noget som helst eller at jeg går ind for det!

Min holdning er HELT klar. At være pædofil betyder, at man har en sygdom. Derfor skal man indlægges på et psykiatisk hospital og have behandling. Først når man anses af hospitalet som "ikke længere end trussel" skal man have mulighed for at komme ud. Om det så betyder frivillig kemisk kastraktion, er hvad det er. Og naturligvis skal man tilbydes den hjælp efterfølgende i form af opfølgninger, psykologsamtaler mv.

Men at stemple folk, der dermed aldrig har en mulighed for at komme videre i livet.. Det er ikke iorden.

Sovepillen, der virkede..

Jeg faldt i søvn - og jeg kan næsten stadig huske hvad jeg drømte.. men så kom der en lyd fra ham kæresten - et hjertesuk i form af en let snorken. Rytmisk og konstant. Ikke nødvendigvis ret højt - men højt nok til, at drømmen forsvandt og nægtede at komme tilbage. Uret sagde, at jeg knap havde været væk 20 minutter.

Jeg forsøgte mig ved let aen. Det virkede efter hensigten, men jeg kunne også mærke, at jeg ikke både kunne falde hen igen - og stadig ae ham. Så jeg måtte give mig. Klokken var allerede 0:30 - og foran mig lå den første arbejdsdag efter efterårsferien. Jeg tog min dyne og lagde mig ind i stuen.

Men stuen var fuld af sine lyde. Natten var sort og ubarmhjertig. Ikke om jeg kunne falde i søvn. 

Datteren min har fået det mest fantastiske afspændingsprogram. Via iPodden, får hun en beroligende stemme, der fortæller, at hun skal slappe af og gå tur og alt muligt. Jeg har prøvet den et par gange - og hver gang med det resultat, at jeg har fået mig en morfar midt på dagen.. For ikke på vilkår om jeg kan holde mig vågen til sådan en beroligende og rar stemme med stille forsigtige rytmner i baggrunden. Det måtte være løsningen.

Men ikke på vilkår om iPod'en var at finde nogen steder. Og det var ikke fordi, jeg ikke gjorde et ihærdigt forsøg. Hun sov som en engel, så det med at tænde lyset og gå igang med en større ransagning af værelset var ikke en mulighed. iPod'en var bare væk.

Jeg lagde mig igen i stuen og tændte for fjernsynet. Nå ja - så måtte det vel kunne få mig til at sove. Men inden jeg havde fået set mig om, havde jeg set både et og to afsnit af en serie, jeg havde håbet ville få mig til at falde i søvn. Ikke om søvnen ville have mig. Desperationen blev mere og mere tydelig.

Og så var det at min søn vågnede fra sin engelsøvn. "Må jeg sove hos dig?" spurgte han mig. "Skal vi så ikke lægge os i den store seng" spurgte jeg - og forsøgte stille at liste mig tilbage til soveværelset. Kæresten lå lige der... Jeg lagde lillemanden inderst i vores alt for store seng - og så holdte jeg ellers om ham, mens jeg kunne mærke han faldt i en go dyb, varm søvn.

Lige der fandt jeg min sovepille. Med ham, der kysser så fantastisk på den ene side (inkl. let snorken) - og ham - min lille smukke fantastiske søn på den anden krøbet op til mig i et stort varmt kram. Pludselig kom alle de fantastiske drømme tilbage - også selvom om natten efterhånden var blevet til morgen.

Rigtig veludhvilet kan man ikke påstå, jeg var - men jeg havde sovet. Sovepillen var ankommet i form af en lille søvndurken søn, der trængte til at sove resten af natten med sin mor og en varm sovende kæreste på den anden side.

Luksusfælden

Jeg slubrer TV3s "Luksusfælden" til mig. Og jeg elsker det, at det ikke kun er et spørgsmål størrelsen af gælden - men det at man skændes om økonomien, der gør, at man er "kandidat". Dermed var der for nyligt en familie med, der reelt havde en stor friværdi - men som alligevel følte, de havde økonomiske problemer.  

Økonomi er vist grund nummer et til at skændes i de danske hjem. Det ligger i hvertfald godt der oppe af.

Programmet sætter spot på noget, vi burde tale langt mere om. Hvor mange penge, ønsker vi at have? Hvilke ting ønsker vi at købe? Hvad er vigtigt for os? Er det nye fjernsyn så vigtigt for os, at vi er klar til at betale for det - med resten - de næste to år? Hvad er et rimeligt kostbudget? For kun ved at se på det - kun ved at kigge på kvitteringen fra Netto (eller Superbest og Irma) kan man få en fornemmelse af, hvor mange penge der er. Og først der, kan man have et realistisk bud på, hvad man reelt har af muligheder.

En af de ting, jeg undrer mig over, er det udsagn folk konstant kommer med i Luksusfælden. "Jamen - jeg vil have kvalitet. Jeg vil have det bedste". Men kære venner. Det er fint, du vil have kvalitet - men hvad med at købe den kvalitet, du har råd til? Hvad med at købe en kvalitet, der gør, at du efterfølgende også har råd til at købe mad og have en rimelig hverdag? Enhver økonomisk  beslutning lige her og nu - har også en pris på længere sigt.

Det virker lettere latterligt - men jeg bliver faktisk irriteret, når det lykkes de to specialister, at få afskrevet store dele af en forbrugsgæld. Jeg ved godt, at det ikke er muligt for familien at betale den store gæld tilbage. Men hvem er det, der betaler? Det er alle dem, der IKKE har et overforbrug. Det er alle de mennesker, der IKKE leger med andre menneskers penge - men forsøger aldrig at låne mere end de kan betale tilbage.  

En ting er at få en gæld, fordi man bliver skilt, eller fordi der sker noget uventet i livet. En bliver syg eller huset falder i værdi. Det er delvist uforskyldt. Men at købe "dimser" til 1 million kroner "bare fordi". Det er helt ærligt eens egen skyld og bestemt ikke noget, jeg kan have ondt af gør ondt efterfølgende.

Samtidigt synes jeg også at lovgivningen indenfor gældsstiftelse er for lam. Det er ganske enkelt for nemt at låne penge - uden egentligt at forstå, hvor mange penge, der skal betales tilbage. Det er fint med de nye krav m ÅOP mv, men hvad hjælper det, når ingen i verden kan regne 34,8% om året ud fordelt på månedlige betalinger fordelt over 60 månder.

Men når f.eks. FONA skriver "KUN 6.999 kr - eler bare 249 kr om måneden"

Hvis nu man skrev "Kun 6.999 kr kontant - eller 249 kr om måneden i 60 måneder svarende til 14.940 kr." Gad vide om nogen så ville synes, at det sidste var attraktivt? Ikke desto mindre er det jo det, man gør, når man betaler på hurtige lån: Man betaler flere penge for at låne pengene - end man gør på at betale for selve dimsen.

Indimellem overvejer jeg at melde mig. Ikke desto mindre ved jeg godt, at de vil grine af min ansøgning - for modsat de mennesker, der er i luksusfælden normalt, så har jeg ingen økonomiske problemer, fordi jeg ser på økonomien hver måned og sikre mig så godt, det er muligt.

Det er ikke magi - det er matematik. Og selvom vi ikke lærte at lave en budget i 8. klasse - så lærte vi at lægge sammen og trække fra - så vi har redskaberne.

Doven så det batter

Han ligger inde ved siden af og ser "Fangerne på fortet" for gud ved hvilken gang. Jeg har optaget dem alle - og det er afsnittet med Annemette Fogh Rasmussen, hvor hun bliver bange for slangerne, der er yndlingsshowet idag.

Det er noget guddommeligt ved blot at kunne dovne den, som man ønsker. Lidt Wii her - lidt Uno der - og så lige en tegnekonkurrence eller to. Og skal vi afsted idag? Gider vi? Måske - måske ikke.

Jeg er tilhænger af efterårsferien.

7 år som blogger

For 14 dage siden var det 7 år siden helt nøjagtigt, at jeg bloggede mit aller første indlæg. Det havde jeg ventet på at få lov at skrive i årevis. Det handlede nemlig om miraklet, at jeg - trods lægernes pessimisme - blev gravid.

Lige nu står resultatet af graviditen og spiller Lego Batman på Wii. Han er lige startet i skolen og holder nu sin aller første efterårsferie. Dengang havde jeg allerede slået pessimisterne til jorden een gang. For jeg havde en pige, der kun var 1 måned fra sin næste fødselsdag. 7 år blev hun - måneden efter.

"En lille pige" er kan man ikke længere tale om. Nu er der tale om en kvinde in spe, en stor pige. En teenager. En dame. Et helt individ, der i den grad har sine egne holdninger til, hvordan tingene skal ske. Dengang var hun meget min pige. Idag er hun sin egen - dog bestemt ikke mindre elsket af den grund.

Jeg har blogget halvdelen af hendes liv. Jeg har fortalt halvdelen af hendes livshistorie.. Og hele hans livshistorie - endda fra før han blev født.

7 år er længe. Bloggen har stået stille noget tid. Det kan indimellem være svært at finde inspirationen. Men mon ikke min 7 års fødselsdag burde være nok til lige at sparke mig igang igen?